Skriv en kommentar
Aviva tyvstarter med moderlige fornemmelser, og spilles af forskellige personer i forskellige aldre, som et symbol på dette ikke ukendte fænomen, børn der ønsker en voksen tilværelse, og ønsker at blive gravide, og opforstre et virkeligt barn. Dukkelegen er blevet afløst af virkeligheden, og som 12-årig stikker hun af fra forældrene Joyce (Ellen Barkin) og Victor (Richard Masur) står magtesløse. Den virkelige verden, en langturschauffør, landevejsbilist, der er folk med et andet moralkodeks, følger hendes opfordring med åbne arme. Pludselig er hun gravid, og moren må gribe ind, med opfordring om abort, andre løsninger findes ikke, til Avivas store fortrydelser. Hendes ustandselige jagt på et få det ønskebarn, og gerne så mange som muligt, til at dække hendes umættelige kærlighedsdybder, møder ustandseligt modstand, ingen forstår hendes oprigtighed, og det går rigtig galt, da hun havner blandt ekstremister.
Filmen bryder med tabuerne, som det oftest ses hos Todd Solonz, der igen med en umiddelbar lethed igen krydser det politiske korrekte, og selvom historien er fortalt i en lys tone, er det den dystre sandhed der sender lange skygger henover. Palindromer, som er et ord der staves ens bagfra som forfra, og som selvfølgelig går igen mange steder i filmen, ikke mindst i numre, og i navnet Aviva, og som også ses som hendes rejse der hele tiden møder starten, og som måske pågrund hendes oprigtighed, ikke kan fravige sit altoverskyggende behov. Det er hjerteskærende at beskue. Der er flere tabuer der bliver rørt, som handicappede, de mere ekstreme religiøse godgørende institutioner, men Solonz formår at tilføre det en naturlighed. Skuespillet føres sublimt frem, og imponerende er det at alle de medvirkende børn, ikke har nogen skuespiller baggrund. Instruktøren er en gammel kending indenfor det dystre og tabubelagte, med film som ”Welcome To The Dollhouse”, ”Hapiness”, og ikke mindst ”Storytelling”.
En nødvendig fortæller på det store lærred, men tiltider som en Hanneke, kompromisløs og ubarmhjertig i sin søgen efter virkeligheden. Kan anbefales af folk med hang til de skarpskårne dramaer, som denne krydret med et let sukkersødhed, som man ikke skal tage fejl af, rummer dybder af rædsel bag de lyserøde gardiner...
