Skriv en kommentar
Oven på E.L. James' Fifty Shades of Grey' har der været en hel del snak om 'husmorporno' (jeg undskylder den nedsættende term) og god og dårlig erotik. I den forbindelse kunne en film som Anne Fontaines Perfect Mothers ikke være kommet mere belejligt. Hvis du vil se god, subtil erotik, så glem alt om James' kedelige sadomasochisme og gå i stedet ind og se denne Doris Lessing-filmatisering, der uden en masse eksplicit sex, emmer af forbudt nydelse.
I Edens baghave
De to slyngveninder Lil (Naomi Watts) og Roz (Robin Wright) har altid gjort alting sammen. De er vokset op sammen, har fået sønner samtidig og har slået sig ned klods op ad hinanden i næsten paradisiske omgivelser ved den australske kyst. Da Roz' mand rejser til Sydney (Lils mand er omkommet flere år tidligere) er der derfor ikke noget unaturligt i, at de indleder nye forhold samtidig. Bortset fra det faktum, at de forhold der indledes er til hinandens sønner.
Og her begynder så en historie, der på alle mulige måder forvrænger billedet af den konventionelle kærlighed: det incestuøse spiller ind på kryds og tværs idet kvinderne jo ikke bare går i seng med væsentligt yngre mænd, næh, det er jo langt værre end som så; de forføres af drenge, som de har set vokse op og som altså i teorien lige så godt kunne være deres eget afkom. Dertil kommer, at både mødre og sønner er så tæt knyttede indbyrdes, at de ligeså godt kunne være søskende som elskende. Gennem paralleller og spejlmotiver åbnes altså en verden, hvor incest og homoseksualitet konstant er i spil.
Mellem vulgaritet og morale
Grunden til at filmen fungerer så afsindigt godt er, at Anne Fontaine i stedet for at fokusere på tabuet og den konflikt, som mødet med omverdenen afføder, drager os ind i denne forbudte fantasi og gør den naturlig og smuk. Vi får som publikum lov til at favne tanken om, at disse ellers så uhyre forhold måske faktisk kunne fungere. Kun langsomt indlemmes man i den smerte og de problemer, som naturligvis opstår for de to kvinder. Thi visheden om hudens aldring og de forpligtende moderroller bliver selvfølgelig ikke bare fejet ind under tæppet, men portrætteres skarpt som når f.eks. Naomi Watts gransker sit make-up-løse ansigt i spejlet eller når Robin Wright fortæller sin unge elsker, at hun jo bliver gammel en dag. Men normalisering og moralisering er i det hele taget så fraværende, at man til syvende og sidst blot ønsker, at de to par skal have lov til at fortsætte deres harmoniske romancer uden samfundets indblanding.
Naomi Watts og Robin Wright er begge som skåret til deres roller. Deres fysiske overlegenhed betyder, at deres seksuelle kontakt til de yngre mænd ikke bliver utroværdig og vulgær. Det er trods alt et præmis for sådan en film, at man skal have lyst til at se på kvinderne og dyrke symbiosen mellem moderfigur og sexsymbol. Derudover giver karaktererne hinanden fint modspil; Naomi er den skrøbelige, lidt følsomme kvinde, mens Wright agerer den stærke leder, der må træde på bremsen, når det bliver nødvendigt. De danner til sammen en symbiotisk helhed som gør hele projektet smukt og troværdigt.
Nu er det ikke fordi, jeg skal dømme den kommende Fifty Shades-filmatisering på forhånd, men jeg har mildest talt ikke høje forventninger. Og derfor er jeg glad for, at Doris Lessings efterhånden bedagede novelle har fundet sin vej til filmlærredet netop nu, hvor den kan give den lunkne husmorporno et ordentligt modspil. Og Perfect Mothers er, som man måske skulle tro, ikke kun en forbudt fantasi, som midaldrende kvinder kan nyde; det er ligeså meget et nydelseshav, som jeg varmt anbefaler min egen generation (vi i tyverne) at springe ud i. Giv Naomi Watts en chance for at rejse sig oven på Lady Di-floppet og tag ind at se dette fremragende bud på en god erotisk film.
