Skriv en kommentar
Instruktøren Oliver Stone kendes af de fleste for hans fiktive film baseret på virkelige faktiske begivenheder. Fra Vietnam krigen (f.eks. PLATOON) over NIXON, THE DOORS, JFK, den meget omdiskuterede NATURAL BORN KILLERS og mange flere. Nu har han skrællet det sidste fiktive lag af og sidste år kunne man se hans dokumentarfilm om Fidel Castro (COMANDANTE) og i år er turen kommet til den sørgelige konflikt i mellemøsten mellem Israel og Palæstina.
Det var allerede tilbage i 2002, efter at fredsforhandlingerne i år 2000 var brudt endeligt sammen og volden eskaleret til det yderste, at Oliver Stone og hans minimale filmhold tog på en fem dages rejse rundt i Israel og det besatte Palæstina hvor de mødtes med bl.a. tre af Israels tidligere Premiereministre (Shimon Peres, Ehud Barak og Benjamin Netanyahu) samt talsmænd for de palæstinensiske grupper Hamas og Al Aqsa Martyrs Brigade i et forsøg på at forstå de stridende parter og konflikten i sin helhed. Gennem hele filmen forsøger filmholdet naturligvis også at få Palæstinas præsident Yasser Arafat i tale, men netop som det muligvis ser ud til at kunne lykkedes, dræber en palæstinensisk selvmordsbombe tyve israelere hvilket udløser lukning af byen Ramallahs gader og at Arafats hovedkvarter bliver jævnet med jorden.
Det tog noget tid at få taget mig sammen til at se den ellers vældigt anbefalede BOWLING FOR COLUMBINE af Michael More. Jeg ville først og fremmest vente til den udkom på DVD og selv da det skete gik der yderligere en rum tid førend jeg stod i videobutikken med filmen i hånden og havde fornemmelsen af at betale 35kr. for at leje et afsnit af … tja ... 60 Minutes. Jeg mener … en dokumentarfilm høre sgu’ da hjemme på DR2 eller sådan noget … ikke?
Akkurat samme oplevelse ville jeg efter al sandsynlighed også have gennemlevet med nærværende PERSONA NON GRATA. Men godt at have set den. For hvor Michael More på godt og ondt har en evne til at angribe tingene fra en sort-humoristisk side og til tider iscenesætte sig selv så kraftigt at det er lige førend det fjerner opmærksomheden fra emnet, der er Oliver Stone i denne film så nogenlunde tilbagelænet og forsøgsvis neutral og objektiv som det vel næsten kan gøres. Det er ikke ofte at man ser ham in persona eller hører ham tale; den side af sagen klarer de interviewede personer og de tragiske billeder og begivenheder der knytter denne Gordiske knude selv.
BENJAMIN NETANYAHU, Israels premierminister 1996 - 1999:
”Where is the red-line of the … of the existence of a country? Because a government’s first obligation - it’s first and primary obligation - is to defend it’s citizens. And today … the kind of terror we have … it’s not daily, it’s hourly.”
HASAN YOSEF, talsmand for Hamas:
“(…) it’s our right to defend ourself. What did America do in Afghanistan? All of the European countries resisted the occupation of Hitler, of the Nazis. If someone came to your house and wanted to take your house and kill your children, what would you do? What would you do?”
Men midt imellem alle de alt for velkendte floskler og politiske og/eller religiøse argumentationer for besættelsen og bomberne, begynder der at tegne sig et helhedsbillede at et område gennemsyret af voldsomme menneskelige følelser som had, frygt og paranoia der gør at filmen holder. Ikke kun som en fin lille dokumentarfilm om en enkelt konflikt i verdenshistorien der stadig synes lige så uløselig som altid, men desværre også som en eviggyldig bekræftelse af menneskets dans med grådigheden, galskaben og mistroen. Og det samtidigt med at den endda elegant kører uden om de værste oplagte følelsesporno-fælder som f.eks. nærbilleder af grædende børn, lemlæstede lig osv.
De kun 67 min. er inden for sin genre de fire små stjerner værd, selvom man savner Arafat samt udtalelser fra blandt andet de civile israelske bosættere selv! Jeg glæder mig til et gensyn på DR2.
