Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Walthers tvillingesøster er blevet brutalt myrdet. Han henslæber dagene med at træne brydning og dele flyers ud iført et kyllingekostume foran en restaurant. Han havde ellers en lovende karriere som bryder foran sig, men da søsteren døde flyttede han hjem til sin mor og niece. Manden der er anklaget for at stå bag drabet er for retten, og retsagen tager hårdt på Walther, der må lægge øre til en del sandheder om sin søster.
Walthers mor går i en samtalegruppe for mennesker, der har mistet en, de holdt af, og her møder han den ældre Linda. Hendes mand er blevet skudt og dræbt, og hun er nu alene med sin døve søn, der kæmper med mange af de samme følelser, som Walther har. Langsomt vokser Walther og Lindas venskab og bliver efter hånden til noget mere.
En film som personal effects fungerer ofte bedst såfremt handlingen ikke forceres, og det må man sige, at den ikke gør her. Lige så stille kommer vi ind under huden på Walther og Linda, og både Pfeiffer og Kutcher gør det ganske solidt som de to fortabte sjæle, men der bydes langt fra på fantastiske præstationer. Kutcher overspiller for det meste, mens Michelle Pfeiffer mest af alt virker som om hun har bedre ting at tage sig til, end lige spille med i den her film.
En film med et tema som det, at miste en man elsker for evigt, kan kun fungere, såfremt man bliver berørt. Det er ikke nok at få fortalt tragedierne, man skal som publikum også føle det. Af og til glimter skuespillet og vi kommer tilnærmelsesvis i nærheden af noget, der kunne minde om nærkontakt med følelserne, men for det meste forbliver fortællingen på trods af sit tragiske tema, mere eller mindre overfladisk.
Bedst er Kathy Bates, der har rollen som Walthers mor, der jo har mistet en datter. Og så skal den unge Spencer Hudson, der spiller den døve søn også nævnes for en rigtig flot præstation.
Hvad Personal effects mangler i fortælling, har den til gengæld i sit visuelle udtryk. Filmen er nærmest blåtonet, og det understreger virkelig fint karakterernes følelser, og sætter de scener, der ikke er blåtonede i et ekstra perspektiv. Det er et fint træk, at man har gennemtænkt filmens visuelle sider, og det løfter bestemt hele projektet en tand op. Dog ser man ikke sådan en film for de visuelle udtryk, og selv om den er flot, er det ikke nok til i længden at gøre filmen mere seværdig.
Dog er det i store træk en udmærket film, der roder rundt på midterlinien uden nogensinde at blive virkelig god eller virkelig dårlig.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
