Skriv en kommentar
A Cappella-pigekoret The Bellas på Barden University er i en krise! De var tæt på at vinde Mesterskabet i College-kor, men efter en skandale til finalen, har de brug for et mirakel for overhoved at kvalificere sig til konkurrencen. Miraklet er pigen Beca (Anna Kendrick), der i sin fritid laver mash-ups og har drømme om at blive musikproducer i Los Angeles. Men før hun kan blive det, tvinger hendes far hende til at melde sig til sociale aktiviteter på Universitetet, så hun ikke sidder alene på sit værelse hele året. Før hun ved af det, er hun travlt beskæftiget med skole, kor-prøver og den forbudte kærlighed til Jesse (Skylar Astin), der er sanger på det konkurrerende all boys kor-hold The Treblemakers.
Fat Amy og alle de andre rødder
Filmen har fundet inspiration i mange andre ungdomskomedier såsom Superbad og Mean Girls, men formår ikke at ramme den sjove, skæve tone der gjorde forgængerne kult. Der bliver helt klart lagt mest vægt på, at The Bellas’ nye hold med Beca i centrum, er en kæmpe gruppe af mis-fits, der hver især har deres elskværdige personligheder. Det er desværre det eneste rigtigt sjove og det bliver i længden ret belastende at høre den samme joke blive fortalt for tusinde gang.
Filmens humor hælder nærmest over til det ondskabsfulde, fordi der mangler en ironisk distance til det faktum, at ingen af pigerne er ideelle når det kommer til deres intellekt, kroppe eller sangstemmer. Den eneste der har en smule ironisk distance til sig selv er Rebel Wilson i form af Fat Amy, konstant gør andre opmærksomme på, at hun enten er tyk, doven eller ”sexet”. Men selv det bliver tyndt i længden for ja det er sjovt - du er tyk - men så er den vel heller ikke længere..?
Fra teater til lærred
Et andet sted filmen har fundet inspiration er i dansefilmene Step Up, der ligeledes har tynde kærlighedshistorier, men har ekstremt visuelt underholdene dansescener - i Pitch Perfect er det scenerne, hvor koret viser hvad de kan. Udover de skæve eksistenser er det scenerne med sang af The Bellas og The Treblemakers, der er i centrum, så kærlighedshistorien mellem den iskolde Beca og romantikeren Jesse og er kun en struktur, der giver absolut flest muligheder for musical-scener. Musicals er lige netop også den fortid instruktøren Jason Moore har, og det er let at se hvordan han har taget sine erfaringer fra teatret med på lærredet.
Selvom historien er tynd er det dog svært ikke at ryste numsen i sædet og mumle med på 80’er-klassikere som ”Don’t You Forget About Me” og nyere tids hits som ”Just the Way You Are” – især når de bliver sunget i et mash-up. Moore har hevet den gode stemning fra sine musicals med i Pitch Perfect og har gjort scenerne med kor-konkurrencerne til bemærkelsesværdige og noget af det mest underholdende jeg har set inden for sin genre.
