Skriv en kommentar
Johnny Utah er en ung FBI kandidat, hvis fortid som ekstremsportsudøver får hans undervisere til at betvivle om han overhovedet er FBI materiale. Men han bruger dog sig baggrund til at opdage en forbindelse mellem en række dramatiske røverier og en flok ekstremsportsudøvere, der jager otte nær-mytologiske prøvelser. Utah bliver sendt undercover hos gruppen, og danner her et venskab med deres karismatiske leder, Bodhi, på trods af, at han søger beviser for at gruppen er kriminel.
Hvis noget af dette lyder bekendt, er det fordi, at filmen her er en genfortolkning af Point Break (1991), som havde Keanu Reeves og Patrick Swayze i hovedrollerne. Utah spilles denne gang af den relativt ukendte australier Luke Bracey og Bodhi personificeres af Edgar Ramirez. Og jeg mener virkeligt, at Ramirez leverer en pragtpræstation. Han er overmenneskelig i sin fremstilling og samtidig overbevisende karismatisk, en person hvis udstråling er unægtelig.
Men filmens tynde, forudsigelige plot er mest en undskyldning for at strikke nogle spektakulære ekstremssportsekvenser sammen. Der er faldskærmsudspring fra fly, wingsuit drop fra bjergtoppe såvel som både snow- og skateboard. Filmmagerne er meget stolte af, at det er ægte stunts, lavet af rigtige ekstremsportsudøvere, og det har de da også godt grund til at være. Scenerne er spektakulære, og det ser rigtigt fedt ud at de foregår i virkeligheden.
Men de har ikke så meget betydning for filmen som en helhed. Selve kriminaliteten foregår udenfor disse stunts, og selv om det er vigtigt for Bodhi’s karismatiske livsfilosofi er der så mange scener som ikke er rigtig nødvendige.
Det betyder desværre også, at alle andre figurer end Utah og Bodhi er ret ligegyldige for filmen. De andre bandemedlemmer dør på nogle af deres ture, men de har for lidt betydning for tilskueren til at vi savner dem, og de stunts der bliver foretaget ser rigeligt farlige ud, uden at vi behøver se nogen dø for at forstå faren.
Naturligvis er der også en kvinde i banden, som Utah føler sig tiltrukket af, men hun virker utroligt meget som et påhæng, der er der for at vi ikke skal tro, at Utah og Bodhi er seksuelt tiltrukket af hinanden. I det hele taget virker hun rigtigt meget som en del af Bodhi frem for et selvstændigt væsen, hvilket er både skuffende og tragisk.
Spillet mellem Utah og Bodhi er tydeligt nok udpenslet, og jeg synes at Edgar Ramirez gør, hvad han kan for at give det værdi. Men i sidste ende er Utah bare for kedelig til at man føler, det har nogen betydning. Man er aldrig rigtigt i tvivl om, at han vil vælge loven, specielt fordi at Bodhi aldrig rigtigt argumenterer for den kriminelle side af tingene, kun den spirituelle.
I sidste ende er filmen mest en samling af spektakulære ekstremsportsscener, der er kædet sammen af et plot, der kun giver det absolutte minimum af mening. Som en kavalkade af stunts er filmen meget fed, men som en fortælling er den tynd, forudsigelig og ligegyldig. Filmen skal ses som et hjernedødt actionbrag, hvor fokus er på ekstremsport, ikke skydevåben, med samme forventning til plot som man har til andre film i den genre.
