Skriv en kommentar
Hayao Mayazaki har, siden det nye årtusind, etableret sig et ry i vesten, som Japansk films Walt Disney. Med publikum succeser som ”Det levende slot” (2004) og den Oscar belønnede ”Chihiro og heksene” (2001), har han bevist, at Manga er mere end Pokemon, og animationsfilm rettet mod børn, ikke behøver tale ned til sit publikum, bag en mur af censur og banaliteter.
Mayazaki var dog aktiv som instruktør allerede før hans film kom til de danske biograflærreder. Vi er allerede i 2007 blevet præsenteret for ”Min nabo Totoro” (1988), og nu kommer også ”Prinsesse Mononoke” (1997), der skaffede ham sit oprindelige gennembrud i Japan, til de danske biografer.
I middelalderens Japan, i en verden hvor guder og dæmoner regerede i landets skove, plejede mennesket og naturen at leve i perfekt symbiose. Men skovene blev fældet, og nu gryr en faretruende disharmoni i naturen.
Emishi-folket angribes derfor af et vildsvin, der er besat af en dæmon, og da prins Ashitaka beskytter sit folk, såres han af dyret. Det viser sig, at vildsvinet har videreført en dødbringende forbandelse til prinsen, der tvinges til at tage mod øst, hvor dyret kom fra, for at finde ud af hvad der har bragt naturen ud af balance. Lykkedes dette, vil forbandelsen hæves, og prinsen overleve.
Ashirakas søgen fører ham bla. til Jernbyen, regeret af Lady Eboshi, der, sammen med en hård af tidligere prostituerede og deres skydegale mænd, lever af at udvinde jern fra naturen.
Jernbyen er i konstant opgør med skovens ulve, ledet af guden Mono og menneskepigen San, der fornægter sin egen herkomst, og kæmper naturens sag som ulveprinsessen Prinsesse Mononoke.
Stridighederne fører til et endegyldigt opgør mellem San og Lady Eboshi, der skal afgøre om det er muligt for mennesket og naturen at eksistere side om side på jorden.
At træde ind i en verden kreeret af Mayazaki er et præmis man må gå ind på, og hvis man accepterer denne kreation, med dens innovative begreber og interne love, vil den berige ens fantasi og virkelighedsopfattelse.
Hver eneste frame er i sig selv et kunstværk, man kunne hænge på sin væg, og stadig overraskes hver gang man ser på det. Men tilsammen bliver de den flydende forbandende og fortryllende fortælling kaldet ”Prinsesse Mononoke”.
Den simple historie der sås i filmens begyndelse, vokser i alle dimensioner, med forgreninger, der alle er forbundet til den solide stamme.
Ashirakas rejse bliver ligeså oplysende og krævende for tilskueren, og man føler virkeligt man begiver sig længere og længere ind i en kalejdoskopisk verden af stil og plot.
Man skal lede længe, for at finde en ligeså fyldestgørende filmoplevelse, som stadig tåler at blive genset.
Med en simpel historie, og et komplekst plot, bliver filmen tilgængelig på adskillige niveauer, men giver samtidig et dybt landskab af følelser og fortællinger, man kan vælge at dykke ned i hvis man lyster.
Temaer, symbolik og metaforik udfoldes igen og igen jo nærmere man kommer dem, og planerne historien bevæger sig på, synes bundløse.
Mayazakis karakteristiske streg, der lader en detaljerig baggrund stå overfor simple aktører, er intet mindre end bjergtagende. Hans karakterer og scenarier spænder fra ubegribeligt nuttede til ubeskriveligt makabre, og fremførelsen af begge er så frydefuldt fantasifulde, at man må stå måbende tilbage.
Filmen trækker på en blanding af begreber så virkelighedsnære, og andre så fjerne man kan forestille sig fra noget man nogensinde har bevidnet.
Filmen er med sine 134 minutter lang tid om at komme i gang, og mister noget af pusten mod slutningen, men der er tidspunkter i værkets midte, der vidner om et sandt mesterværk.
Man kan undres hvordan en historie, der udspiller sig i middelalderens Japan, og omhandler dæmoner, guder, fortryllelser og forbandelser, er så vedkommende – men det er den netop, og med sit økologiske budskab, mere nu end nogensinde.
Mayazaki har genskabt verdenen på ny, nedbryder den, og efterlader til sidst den reneste fremstilling af håb muligt.
”Prinsesse Mononoke” er på én gang mytisk og meningsfuld, samt mystisk og magisk. Den kan opsummeres som den ultimative kamp mellem natur og kultur, men når det kommer til stykket, er den langt mere end det, og langt mere end det kan beskrives.
