Skriv en kommentar
Børnekidnapning
Familierne Dover og Birch mødes for at fejre den traditionsrige Thanksgiving sammen. Men stemningen forandres med et slag, da hver af to familiers yngste piger, Anna og Joy, pludselig forsvinder. Kriminalassistent Loki (Jake Gyllenhaal) sættes på sagen og forfølger hurtigt sporet af en nedslidt autocamper, der nogle timer tidligere stod parkeret udenfor familiernes hus, og arresterer den ubegavede Alex Jones (Paul Dano). Men da Alex løslades på grund af manglende beviser, tager faderen til det ene forsvundet barn, Keller Dover (Hugh Jackman), sagen i egen hånd.
Den canadiske instruktør Denis Villeneuve slog for alvor igennem i 2011 med den oscarnominerede Nawals Hemmelighed (Incendies, 2010), der på ærlig og barsk vis skildrede en mellemøstlig familietragedie gennem et yderst velkonstrueret plot. Ligeså velkonstrueret er Villeneuves nyeste film Prisoners, som denne gang skildrer temaer om selvtægt, selvretfærdighed og hævn. Hvor langt vil en far gå i jagten på at få sin datter tilbage? Og hvor langt vil han få for at få retfærdighed?
Alle er fanget
I Prisoners er det ikke kun de to kidnappede piger, der er holdt fanger. Det er ligeså meget de to familier, som har mistet dem, men også kriminalassistenten Loki og endda forbryderne selv! De to fædre, Dover og Franklin Birch (Terrence Howard) bliver begge fanger i deres eget hævngerrigheds-spind for at retfærdiggøre de forsømmelser, der er begået mod dem og som retssystemet ikke kan hjælpe dem med. For selvom alt peger på den socialt handicappede Alex som kidnapper, kan retssystemet ikke gøre noget, så længe beviserne ikke er til stede. Loki er derfor lige så meget fanget i det system, som han har viet sig liv til at opretholde. Han er tvunget til at forfølge andre spor i sagen, selvom alt ender blindt.
Hugh Jackman spiller på overbevisende manér den desperate far Dover. Den kærlige far i begyndelsen af filmen, krakelerer mere og mere som tiden går og chancerne for at få hans datter tilbage minimeres dag for dag. Dover tilsidesætter pludselig sig eget og resten af familiens liv og helbred, og slider sig selv op indefra gennem sin besatte jagt på sandheden. Samme nedslidte rejse pådrager Gyllenhaals Loki sig og i det hele taget, er der ikke mange lyspunkter at spore i filmen. Som en græsk tragedie bliver tingene bare værre og værre, og selv i filmens forløsning, kan det være svært at finde meningen med noget som helst. Så forvent ikke at gå smilene derfra!
Tør smilet væk
Prisoners er en velgennemført thriller, der ikke overlader meget til tilfældighederne. I sin tragiske historie kan det være svært at finde nogle positive sider. Det handler om børnekidnapning, selvtægt, hævn, selvretfærdighed, korrupt restsystem, sorg og meningsløshed. Filmen kører i et konstant adstadigt tempo tættere og tættere på afgrunden for hvert minut. Skuespillet er underspillet og realistisk, temaerne grumme og stiller spørgsmålstegn ved moral og filmuniverset er dystert og mørkt.
Prisoners til en fantastisk velfungerende film, men hvad der skiller den ud fra andre i genren, er dens mod. Dens mod til at gå hele vejen og ikke behage og glæde publikum, fordi man skal gøre det på film. Børnekidnapning er tragisk, hævngerrighed er tragisk og meningsløshed er tragisk. Der er ikke meget at smile af. Så hvorfor skal der være det på film?
