Skriv en kommentar
Instruktør Duoen Phil Lord og Christopher Miller er tilbage i Hollywood, efter bl.a. succeser som 21 Jump Street og The Lego Movie.
Denne gang skal vi ud i rummet med Ryan Gosling i førersædet, og der er allerede folk der taler om at det er en af de bedste film de nogensinde har set.
Forventningerne er høje, det er klart med de meldinger.
Bliver de så imødekommet i løbet af de 157 minutter filmen varer? Lad os se.
Jorden er i krise, nærmere Solen er i store problemer.
Et usædvanligt stof gør at Solen bliver svagere og svagere, hvilket vil resultere i at universet og menneskets eksistens har talte dage.
En også usædvanlig helt bliver opsøgt af regeringen, naturfagslæreren Ryland Grace (Ryan Gosling).
I håb om at han kan hjælpe med, at finde ud af hvad der sker og hvad der kan være løsningen på krisen, sætter regering det store skyts i gang, USA skal endnu engang ud i rummet.
Planer og aftaler, de er til for at blive brudt, og vores protagonist vågner op i et rumskib, helt alene, uvidende om hvad der er sket med de 2 andre der var rejst med ham, og hvorfor han selv er der.
Det blev nemlig gjort klart på Jorden, at denne mission kun har en en-vejs billet.
Med spændende, og nervepirrende klip i tid og steder bliver vi langsomt klogere på hvad der i virkeligheden er sket, men det er ikke det, der sjovt nok er det mest spændende ved filmen.
Vores helt skal bearbejde hans situation, finde løsninger, og det er ikke nemt når man "måske" er helt alene.
Der opstår et uventet venskab oppe i rummet, der er så stærkt at det kan få E.T. til at blive misundelig.
De er ikke fjender, men arbejder på et fælles mål, nemlig fortsat liv, i deres respektive planeter.
Grace og Rocky, som han så genialt kommer til at hedde, kommer på en ekstraordinær mission.
Hvor det, at forstå hinanden, selvom man er forskellige, i udseende, sprog, adfærd og tankegang, aldrig er en stopklods for et fælles mål. Det kræver et åbent sind og en indsats, og det kan man sige at duoen i den grad gør.
Det bliver til en kunst at se dem samarbejde og udvikle et bånd, der bliver til gavn for alle levende væsener.
Det er nærmest noget vores politikere sagtens kan lære noget af, i en tid hvor der er had, intolerance og selvfølgelig valg.
Jeg stopper detaljerne om plottet her, for jeg stoler ikke nok på mig selv til, at jeg ikke kommer til at tale over mig.
Filmens æstetik og lydside er noget nær fænomenalt, med homage til klassikere som Rocky, Beatles og meget mere.
Man bliver fanget, drevet ind i dramaet med et smil på læben og til tider kniv i hjertet, alt sammen med humør men samtidig en påmindelse om at det værste kan ske.
Goslings Grace er en klodset, sjov men samtidig klog karakter - der hverken er perfekt eller prøver på at være det. Og det er som skræddersyet til ham.
De dybere tænkere ville nok efter sådan en film tænke:
Lev eller lad leve, hvad er egentlig vigtigst?
Jeg tror jeg ved hvad der er vigtigst for mig.
Hvad siger i?
Hail Mary, Full of GRACE.
Fik i den?
