Skriv en kommentar
Jo, det er rigtigt. Manden, der spiller hovedrollen i talentløst lort som Little Nicky og Waterboy, arbejder sammen med geniet, der lavede Boogie Nights og Magnolia. Hvordan fanden Paul Thomas Anderson har fået den ide, at Adam Sandler skal spille den ALTdominerende hovedrolle i Punch-Drunk Love er svært at forstå, men PT Anderson er ikke en helt almindelig mand.
Barry Egan er til gengæld en ikke helt almindelig salgskonsulent, der lever for sit arbejde og sin ide med at samle buddingkuponer, der giver ham frequent flyer miles. Mange frequent flyer miles. Barry bliver konstant generet af sine ikke mindre end syv søstre, der forsøger at introducere lidt normalitet i hans liv – f.eks. en kæreste og noget socialt liv. Han møder endelig en pige, som han falder pladask for, men han har sine problemer med nogle bøller, der afpresser ham, efter at han har konsulteret en telefonsex-linje.
PT Anderson debuterede i 1996 med den undervurderede Sydney, der senere blev til Hard Eight. Filmen, der handler om en småsvindler og forløber i et, for PT Anderson, usædvanligt langsomt tempo, har aldrig set biografdistribution herhjemme, men den kan findes i sædvanligvis velassorterede videobutikker. Året efter lavede Anderson Boogie Nights, og den usædvanlige stilsikre, teknisk fremragende og nyskabende film om pornomiljøet i 70´ernes Californien satte for alvor den unge instruktør på film-verdenskortet.
1999 drejede PT Anderson så den store, mørke og meget anmelderroste Magnolia, der vandt Guldbjørnen i Berlin. Filmen er over tre timer lang og er visuelt såvel som stilistisk en meget moden film lavet af en ung instruktør. Manuskriptet fik fortjent en oscarnominering, men akademiet giver ikke ved dørene til sider fyldt kokainsnifning og flyvende frøer. Magnolia viste dog, at PT Anderson er et sjældent set talent, der forstår at overskue meget andet end skæve independent-film.
Om PTs tre første film skal det lige bemærkes, at det alle er film, der skal ses, hvis man er bare en smule filminteresseret. End of discussion.
Den fjerde er bestemt også meget seværdig. Adam Sandler er forbløffende god i rollen som enfoldig sælger, der er ude af stand til at kontrollere sin vrede. Som den glimrende personinstruktør PT Anderson er, får man et fint indblik i Barrys tomme liv, uden at det på nogen måde bliver trivielt på noget tidspunkt. Det skal forstås, at alt i denne film handler om den usædvanlige Barry, der har masser af dæmoner at kæmpe med på den indre front, og det er på ingen måde uinteressant.
Visuelt arbejder PT Anderson som sædvanlig med usædvanlig lange montager – det er ikke noget man sædvanligvis ser i en kærlighedskomedie, som Punch-Drunk Love må siges at være – men det slipper filmen fint fra, og der er vel heller ikke noget i vejen med lange indstillinger i en komedie. Det er bare sjældent, det ses. Farverne i filmen er varme og sprøde, og vi er langt fra de foruroligende undertoner i Magnolia og til en vis grad også Sydney. Både visuelt og narrativt lægges der altså ikke skjul på, at Barry er en ren og ærlig protagonist – ikke et begreb, som PT Anderson arbejder voldsomt med normalt, men genren fordrer vel egentlig forandringen.
Filmens voldsomme forelskelse er netop det – voldsom. Og det er skildret med stor held og dygtighed, da den naive og uskyldige Barry bliver ramt af forelskes-hammeren. Det ville være en underdrivelse at sige, at emnet er blevet behandlet til hudløshed, men i Punch-Drunk Love er det ganske alternativt og subtilt, men alligevel stærkt skildret.
Filmen udmærker sig også ved glimrende skuespilpræstationer, selvom der er adskillige amatører med filmen, b.la. de fire primitive brødre fra Utah, der prøver at udnytte Barry, og Emily Watson er som sædvanlig upåklagelig, uden dog at overstråle Adam Sandler. Ikke en sætning man nogensinde havde regnet med at skulle skrive som filmanmelder.
Alt i alt fortsætter PT Anderson den overlegne stil, han indtil nu har ført sig frem med, og det er jo næsten skræmmende, hvilket niveau han formår at holde i sine produktioner. Ikke mange unge amerikanske instruktører kan holde trit med det 32-årige vidunderbarn når det angår alsidighed, originalitet og stilsikkerhed. Det skal blive meget spændende at følge den videre karriere, og se om PT Anderson overhovedet kan fejle. Jeg tvivler.
