Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
2010 var i sandhed et år med genoplivninger af aldrende skuespillere og klassiske actionhelte. The Expendables drønede henover lærredet med hårdtslående one-liners, drengerøvsaction og kæmpebøffer, mens Red leverede en mere sofistikeret fortælling om aldrende agenter og spioner. Disse film rummer generelt essencen af Roger Murtaughs klassiske replik fra Lethal Weapon i 80’erne, I’m too old for this shit!, men formår at vise, at der stadig er krudt i de gamle led. Med en efterfølger til The Expendables måtte de gamle, pensionerede agenter i Red også trække i arbejdstøjet endnu engang, og nu er Red 2 på banen.
Vi følger Frank Moses(Bruce Willis), som forsøger at få et normalt liv sammen med kvinden Sarah (Mary-Louise Parker). En gammel kollega, Marvin (John Malkovich), forsøger at overtale ham til at vende tilbage til karrieren, men han bukker sig ikke. Dog efter et attentat på en af Franks nærmeste ser han ingen anden udvej end at tage sagen i egen hånd. Med rygterne om et atomvåben fra den kolde krig og alle samtlige efterretningstjenester på nakken, drager de gamle soldater ud i kamp for at redde verden – endnu en gang.
Den første halvdel af filmen fokuserer nærmest udelukkende på platte jokes og de karismatiske personligheder fra etteren – det som fungerede i etteren, virker til at blive hevet endnu mere frem i lyset i forsøget på at nasse på allerede brugte virkemidler. Etteren havde mere fokus på de skæve bekendtskaber i hovedrollerne, og det virker toeren også til at spille på i første halvdel af filmen – heldigvis kommer den på banen med nye vinkler og en lang række interessante fokuspunkter, som viser filmens egenværdi frem for at sætte sin lid til skuespillerne. Handlingsmæssigt er toeren meget stærkere og mere solid end etteren, og generelt virker Red 2 til at have mere styr på selve skabelonen eller skelettet til selve filmen.
Handlingen er spækket med opfindsomme spionrelationer, som bl.a. kommer til sin ret gennem agenternes dygtige kampevner såvel som nytænkende våben og gadgets. Filmen dykker desuden ned i et spændende, internationalt perspektiv, hvor forskellige lande såsom England, Rusland og Frankrig bliver inddraget som nøglebrikker til fortællingen – hvert land rummer en brik til at forstå det overordnede billede i sagen, og opstillingen af denne handling fungerer formidabelt. Historien er ikke bare et kedeligt og intetsigende action-brag, men går i stedet i dybden med et skræddersyet system, som gradvist forbinder fortiden med nutiden. Filmen inddrager historiske perioder i handlingen, som får hele konceptet til at virke mere realistisk – bl.a. perspektivet til den kolde krig, hvor fortiden har formået at holde en atombombe gemt i over 32 år. Når en handling har relation til virkeligheden eller bare i princippet kunne være sket i virkeligheden, er intensiteten ofte meget større. Filmen er dejligt uforudsigelig og spækket med en lang række plottwists, som bibeholder interessen.
Ved siden af filmens interessante plot rummer handlingen også mange humoristiske aspekter. Komikken leveres mest af alt gennem Malkovichs mentalt forstyrrede sindstilstand og Helen Mirrens kølige attitude – Bruce Willis leverer også nogle klassiske ’Die Hard’-grin, men bliver hæmmet en del af hans kedelige birollekæreste, som åbenbart har fortjent en stor rolle i toeren. Hun er sjov og interessant, men filmen bliver en lidt kikset kombination af spionage og kæresteforhold. Komikken er overordnet set en sjov cocktail af klassisk, sort humor kontra gammelmandshumor, hvilket passer perfekt med konceptet ’RED – retired-extremely-dangerous’.
Anthony Hopkins, Brian Cox og Catherine Zeta-Jones er hoppet med på vognen, hvilket giver et herligt afbræk fra kun de tre hovedpersoners eskapader. De dygtige biroller udvider historiens univers frem for blot at sejle i etterens succes. Specielt Hopkins leverer som altid en bragende god præstation som en vaskeægte psykopat, der virkelig får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Som kontrast til spiondelen i filmen finder man også kampsportsinspirerede virkemidler i form af lejemorderen, Han(Byung-hun Lee) – endelig har denne dygtige skuespiller fået en mere anerkendt rolle, da han rummer et større talent, end de film han tidligere har medvirket i – bl.a. G.I. Joe 1 og 2.
Samlet set er Red overraskende underholdende og bibeholder mange af de gode værdier fra etteren. Filmens start sejler dog lidt rundt i etterens i forvejen brugte virkemidler, men indhenter hurtigt spændingen med et dybdegående dyk ned i en række konspirationsteorier. Filmen viser, at de gamle skuespillere stadigvæk har et par esser i ærmet, og selve konceptet har givet dem endnu en gennemgående positiv chance for at vise deres værd.
Bonusmateriale
Intet.
