Skriv en kommentar
Instrueret af Christophe Gans - instruktør på den originale “Silent Hill”. Således får man at læse, når man giver sig i kast med den tredje omgang spiltransformation til spillefilm. Umiddelbart læser jeg det som om, at film nummer 2 “Silent Hill: Revelation” ikke var det store sus, og det kan der være noget om, men også en anerkendelse af, at nu er adaptionerne tilbage i trygge hænder. Mens film nummer 2 bygger på spil nummer 3, så er tredje film “Return To Silent Hill” baseret på spil nummer 2. Forvirret? Det behøver du ikke at være, for i virkeligheden er der ikke så meget baggrundsstof, du behøver at være vaks omkring, for det er ingen kunst plotmæssigt at stige om bord herfra.
Jeremy Irvine tager sig af hovedrollen (du husker ham måske som hovedrolleindehaver fra Steven Spielbergs “War Horse”) som spiller James, der forårsager, at Mary misser sin bus på vej ud af Silent Hill. Nu må hun så tilbage til udgangspunktet, og James tilbyder hende et lift. De to følges således ad tilbage til Silent Hill og bliver ret hurtigt glade for hinanden og flytter sammen. Selvom det virker som en lykkesituation for James, så forbliver alt ikke således.
År efter er James flyttet fra Silent Hill, og laver ikke meget andet end at spankulere rundt som en fordrukken sut. Forholdet til Mary er passé til hans store fortrydelse, men han modtager et brev fra netop Mary, der indgående beder ham om at vende retur. Opsat på at finde Mary, så er James tilbage i Silent Hill næsten pr. omgående. Dog er der ikke ret meget tilbage af den by, han troede, han kendte så godt. Den er tågeindhyllet, askefyldt, slidt og nærmest mennesketom. Silent Hill er nu et mørkt hul, hvor ingen kan vide sig sikker. James leder naturligvis efter Mary, men bliver mødt af monstre, mulige doppelgängere og en mistanke om, at Silent Hills afskyvækkende tilstand måske blot er en sindstilstand i James’ eget hoved.
Kom nu til dommen, for pokker. Ja, og den skal du få. “Return To Silent Hill” er ikke mit behov for en tilbagevenden. Så vil jeg langt hellere genbesøge den første film i serien, hvor der trods alt var tale om en form for mystik. Det er “Return To Silent Hill” totalt blottet for. Jeg er ærlig talt i tvivl om, hvad Christophe Gans vil med denne film. Hvis undskyldningen er, at han har holdt sig til spillets manuskript, så behøver jeg ikke at tænde for det. Oversat til film, så er det lykkes ham at skabe en umotiveret og ugidelig forestilling, hvor resultatet stinker af “directly to video”. B-film med skuespil af komplet mangelfuldt engagement og så med nogle visuelle effekter, der får “Jaws 3-D” til at fremstå som et mesterværk. Det er mig helt uforståeligt, at Gans efter at have slukket kameraet har tænkt, at nu var den sgu i kassen. Uhyggelig? Suspensefuld? Spændende? Ikke i to sekunder overhovedet. Til gengæld en bulderbasse i at ville alt for meget på 7 kvarter. Så snart vi er kørt ud af et spor, så skifter vi troligt til et andet. Om James finder Mary er komplet ligegyldigt, for inden da er man som seer hægtet af og finder det irrelevant. Måske det er resultatet af, når filmselskabet bestiller en ny film i en franchise i modsætning til, at det er en visionær instruktør, der anmoder om realisering. Det er i hvert fald Sony, der har bedt om mere, og det skulle de i virkeligheden nok ikke have gjort. “Return To Nothing At All” havde været en mere passende titel.
