Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den første sæson af ”Riverdale” var overraskende et interessant syn på nogle gamle tegneseriefigurer, som man i gamle dage fandt i aviserne. Serien foregik i en sådan lidt drømmeagtig, surrealistisk, mørk, angstfuld verden, hvor Archie og de andre karakterer boede, mens de skulle opklare mordet på Jason Blossom. Der var næsten en slags ”Twin Peaks”-fornemmelse over serien, idet der blev fokuseret på et mord, som rent faktisk ikke var seriens fokus. I stedet blev vi opslugt af en neonfarvet verden fuld af forræderi og mørke, alt imens karaktererne blev tro mod deres tegneserierødder - selv hvis situationerne og konflikterne var helt anderledes end det, man kunne læse i tegneserierne.
”Riverdales” anden sæson starter kort tid efter, den første sæson sluttede, hvor Archies far bliver skudt ned midt i Pop’s Diner af en mystisk mand i en sort hætte. Det er med til at skabe stor forvirring og store konflikter i næsten alle slags venskaber i Riverdale. Archie (K. J. Apa) er naturligvis bedrøvet over, at hans far er tæt på døden, så han og Jughead (Cole Sprouse) beslutter sig for at undersøge sagen selv. Med Jugheads forbindelser til en motorcykelbande kommer der hurtig gang i sagerne. Da det bliver velkendt, at manden i den sorte hætte ikke satte gang i en tilfældig begivenhed, men er en seriemorder, bliver Riverdale hurtigt en oase af vold. Archie og andre i hans omgangskreds begynder at kalde sig selv for ”Den Røde Cirkel”, som vælger at agere som en selvtægtsgruppe for at fjerne denne plage fra Riverdale én gang for alle.
I denne sæson får vi toogtyve afsnit (modsat tretten fra første sæson) og det betyder, at der er langt flere bihistorier at dykke ned i. Betty og Jugheads romance bliver overskygget af hans forbindelser til sin fars motorcykelbande. Veronica og Archies forhold bliver anstrengt på grund af Archies trang til at få hævn. Så er der også Veronicas forbryderiske far, som vender tilbage til Riverdale og kaster et værktøj i hjulet for familien, som lige netop var ved at blive normal igen. Mange af de små historier bliver berørt, men desværre kommer der ikke meget ud af dem. I stedet er de blot fyld til den overordnede seriemorder-historie. En konsekvens af de mange afsnit, mener jeg.
Sæson et var bizar, bevares, men den oprettede denne surrealistiske alternative verden med Archie og Jughead for en helt ny generation. Den var sjov og dragende, og selvom den brugte en del tid på teenage-melodrama, var den uden tvivl en fornøjelse at se på. Sæson to, derimod, har taget lidt af et dyk i manuskriptafdelingen. Seriens oprindelige appeal var mysteriet, men da det blev opklaret, var det, som om manuskriptforfatterne indså, at seriens udgangspunkt og twist var forsvundet, og de følte sig nødtvungent til at kaste en seriemorder ind i historien for at få genindført et eller andet form for mysterium.
Det virker en smule, men er ikke helt fantastisk. De egentlige problemer stammer fra det faktum, at serien blev for lang, og de halvromantiske historier og venskabsintrigerne virkede, som om de hørte til i en soap opera. Men på trods af det så kunne jeg ikke lade være med at følge med i sæson to fra start til slut. Jeg var stadig fascineret af den verden, som var blevet bygget op. Melodramaet og teen-angsten er lidt for meget, men af en eller anden grund så er karaktererne sjove nok i sig selv.
Ekstramateriale: ”Caught Between Two Worlds: The Darkness Inside”. “Making the Musical: Riverdale”. “Riverdale: 2017 Comic-Con Panel”. “Riverdale Pop Quiz”. “Deleted Scenes”. “Gag Reel”. 3 stjerner for dette.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
