Skriv en kommentar
Vi har tit set monstre i diverse animationsfilm gennem årenes løb. Mest kendt er nok Monsters Inc., men vi har vist aldrig set monstre som wrestler. Chancen er der i hvert fald nu, for i byen Stoker er monsterwrestling på alles læber. Særligt på grund at byens stolthed Rayburn og hans træner Jimbo. Desværre findes de ikke mere. Byens absolutte helte forsvandt til søs for nogle år siden, og nu er pladsen som ukronet konge gået til monstret Tentakolos. Som han stiger i graderne, så er han dog til salg for ussel mamon og forlader Stoker for større indtjeningsmuligheder. Stoker står på fallittens rand, og en nedrivning af wrestlestadionet ligger først for. Redningen skal ses i ombygning til parkeringsplads.
Det passer absolut ikke Jimbos datter Winnie, som ikke har lyst til at se hendes fars navn glide ud i glemslen, og da slet ikke se byen miste sin sjæl og passion. Winnie sætter sig for at genskabe de fantastiske monsterkampe og til det har hun brug for et monster. De hænger dog ikke på træerne, og dem Winnie trods alt finder frem til, de har kun grin til overs for at skulle wrestle i Stoker. Lige indtil at Winnie støder på et uanseeligt monster ved navn Steve. Han wrestler også, men tager sig betalt for at tabe kampe. At vinde har han aldrig prøvet før. Winnie finder frem til at Steve er søn af Rayburn, og dermed må der være gemt et genetisk potentiale for storhed. Opgaven er dog slet ikke så let, for i virkeligheden er Steves passion faktisk ikke wrestling, men dans. Så hvordan for man en salsaelsker til at stå op for Stoker og lave hakkebøf ud af de store stærke monstre? Og er det overhovedet nok til at redde byens ære?
Rumble leger med monsteruniverset på en anderledes måde. Monstre og mennesker lever i harmoni, og ethvert wrestlemonster har et menneske som træner. Ergo er monstrene ikke farlige for mennesker, men deres store styrke og brutalitet kan bruges som en funktion til gavn for alle parter. Wrestledelen er sådan set også godt fundet på. Det, som jeg så omvendt savner, er at kunne helt ind bag panseret på vores figurer. Jeg føler ikke, at jeg kender nok til hverken Steve eller Winnie, men i stedet er al fokus rettet på deres mission. Det er faktisk en skam, for man ville nok opleve en stærkere relation til dem, hvis vi fik lidt mere at vide omkring deres tanker og handlinger. Særligt Winnie er for overfladisk, hvilket i endnu højere grad kan siges om Winnies mor. Hun er langt under birolleniveau på trods af, at hun er Winnies allernærmeste familierelation. Der er heller ikke meget gods i Steves første wrestleboss, som er et fuglelignende bæst med en vis status. Det virker for let for Steve at slippe ud af dennes kløer og hellige sig Winnies projekt.
På sin vis virker det ikke til, at der er helt kød nok på handlingen til at kunne strække sig til mere end de 1½ time. Omvendt så efterspørger jeg mere dybde i fortællingens rammer. Begge dele er lige sølle og trækker altså ned i den charmeoffensiv, som filmen ellers har kørt op til lanceringen i dag. Dog er monstre bare ofte et hit i de yngstes øjne. Groteske og kluntede på samme tid, og alene den kombi kan få smilet frem hos børn og barnlige sjæle. Jeg tænker nok, at den skal finde sig publikum og særligt her i skolebørnenes ferie. Dog forudser jeg, at det nok ikke er en film, som de kan huske så pokkers meget af, når de så starter i skole igen til januar. Hurtig docering og tre stjerner herfra.
