Skriv en kommentar
Jeg kan ligeså godt sige det med det samme, jeg blev rørt til tårer af filmen. Det er aldrig sket for mig før, og det havde jeg heller aldrig troet ville ske. Ganske vidst er jeg blev grådkvalt tidligere senest med Her og The Perks of Being a Wallflower, men aldrig har jeg oplevet noget så smukt og rørende på film, og så endda fra en tegnefilm. Det havde jeg på ingen måde set komme. Så hvis du bare vil vide, om du skal se filmen, så kan du sagtens stoppe med at læse nu, for svaret er et rungende ja. Vil du dog gerne have en forklaringen, så læse med neden for.
Søskende på flugt
Historien følger teenageren Ben, der bor sammen med sin far og lillesøster Saoirse. De lever en stille tilværelse i et fyrtårn og har det så godt som man nu engang kan, når man bor på en lille ø. Deres liv bliver dog vent på hovedet, da Saoirse finder en pels som hendes mor har efterladt, og inden vi får set os om bliver vi introduceret til magiske væsener, der lever i skjul, imens søskendeparret bliver kastet ud i et stort eventyr.
Det er en vidunderlige og rørende fortælling, de berører emner som søskendekærlighed, menneskelige følelser og vores materialisme. Kernen i filmen er dog en historie om søskendekærlighed i en verden, hvor mennesker er så bange for deres egne følelser, at de lever tomme og stille eksistenser. Og måden denne kærlighed fremstilles på er overraskende ægte. Ben og Saoirse skændes og irriterer hinanden det meste af tiden, men når alt kommer til alt, så vil de gøre hvad som helst for hinanden. Jeg taler ud fra min egen erfaring, når jeg siger, at det på ingen måde er overfladisk, men faktisk er sådan det fungerer i det virkelige liv. Der er selvfølgelig moraler ligesom alle andre film, men den store bedrift her er, at det aldrig bliver belærende, men derimod er et eventyr i en magisk realistisk ramme, hvori der så er flere forskellige budskaber at finde.
Smuk og poetisk
Det skader heller ikke eventyret, at animationen er så smuk og poetisk. De fleste animationsfilm er efterhånden meget æstetisk pæne, men Sangen fra havet er langt mere poetisk i dens udtryk. De håndtegnede billeder rummer en større eftertænksomhed og passion, end de computergenerede familiefilm, som bliver produceret i massevis.
En anden ting, der er med til at give filmen dens poetiske udtryk er musikken. For musikken er helt igennem fantastisk og en lige så vigtig spiller som historien. Der er ikke nogen overdådige pauker eller rungende horn, men derimod meget følsomme og sansende eventyrlige rytmer, der er inspireret af folkesang. Det giver filmen sit helt eget unikke udtryk, og er bare med til at understrege, hvor meget den hviler i sig selv.
Sangen fra havet viser, at man ikke behøver blod, modbydelige karakterer eller dyrkelsen af det vulgære, for at sige noget vedgående og rørende om os som mennesker. Alting går op i en højere enhed, hvor musikken, billederne, universet, karakterne og historien alle sammen er smukke og rørende i sig selv, men når det hele lægges sammen forstærker og forbedrer de hinanden. At filmen så lige er en tegnefilm, gør den universel på en måde, hvorpå man bare bliver nødt til at se den.
