Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er uretfærdigt. Selvfølgelig er det det.
Der er allerede én Saw, som Saw II bevidst eller ubevidst nødvendigvis vil blive målt op ad. En Saw, der i 2004 med en original idé, et lille budget og et hold af ukendte filmfolk overrumplede såvel det amerikanske som det europæiske publikum med sin helt igennem gennemførte væmmelighed.
Positivt ment. For nok blev Saw ganstand for et massivt hype, men James Wans gyserthriller var et særdeles kærkomment syn i en genre, der lever på at ville – men som alt for sjældent kan – overraske sit publikum.
Det er dette, Saw II skal forholde sig til; leve op til – og bygge videre på. Og lad os da bare være ærlige. Det kan Saw II ikke.
Men hvad nu, hvis Saw II ikke havde haft en forgænger. Hvad nu, hvis filmen var sin egen, præcis som det var tiltænkt, da instruktør og manuskriptforfatter, Darren Lynn Bousman, for flere år siden skrev historien og forsøgte at sælge den under titlen, The Desperate.
Så havde vi haft en film, der ville ryste publikum. Dels for sin blodighed, som er mere udtalt – om end ikke mere effektiv – end sin forgænger. Og dels for sit plot, som sat op imod den gennemsnitlige Hollywood-thriller er stærkt originalt, men som sat op imod Saw først og fremmest virker som en gentagelse.
Men hvad handler det så om?
Vores frastødende, men velargumenterende morder, Jigsaw (Tobin Bell) spiller en langt større rolle her end i forgængeren. Godt nok bliver han opsporet og indfanget af kriminalassistent Eric Matthews (Donnie Wahlberg, der gør sit til, at filmens hovedrolle er pinligt klichefyldt og utroværdig) næsten inden filmen er i gang. Men det er blot for at sætte endnu en ‘leg’ i gang.
Jigsaw har nemlig spærret Eric’s teenagesøn, Daniel, ind i et hus sammen med fem andre. Et hus, der lidt efter lidt fyldes med gift. Modgiften er strategisk gemt rundt i huset, således at de seks unge mennesker bliver testet efter Jigsaw’s mantra: Hvor meget ønsker de egentlig at overleve?
Jagten på modgift rundt i huset – og den tiltagende desperation hos husets ‘beboere’ – udvikler sig i meget høj grad til at blive den egentlige historie i Saw II. Uheldigt, da denne alt for sjældent i sit plot og sin psykologi løfter sig over det jævne gys.
Og sammenligner man direkte med det klaustrofobisk ækle set-up, hvor Dr. Gordon og fotografen Adam lænket til rørene i et klamt industritoilet – præcis lige så uvidende som publikum – skal finde en mening med det hele, ja så er der altså forsvindende lidt psykologisk gys at komme efter i huset.
Vi ved for meget til at blive overrumplet en gang mere. Det betyder ikke, at der ikke er overraskelser. For det er der. Mange. Og de er ikke uden videre til at regne ud, men overrumplende? Nej.
Men hvad er der så tilbage? Hvad er det, der gør, at Saw II trods alt ikke ender i den overordentlig store bunke af fuldstændigt mislykkede thrillergys?
Den er ganske enkelt usædvanligt afskyelig at kigge på. Såvel i den gennemtænkte scenografi som i detaljerne omkring de makabre (selv)mord. Og i den genre, som Saw-duoen (snart Saw-trilogien) lægger sig i, der er det en selvstændig kvalitet, som ikke så få thrillere og gysere ikke evner. Så godt som samtlige karakterer i Saw II er ligegyldige – og i flere tilfælde groteskt dårligt spillet – men du er ikke upåvirket. Lige præcis så afskyelig er det at se på.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Scanbox.
