Skriv en kommentar
“Saw” filmene har længe været utroligt populære, på trods af deres åbenlyse fejl og mangler. Indse det - film der bliver skyndt på med udgivelse hvert år uden noget egentligt manuskript ej heller idé før sidste films ende, kan være meget svære at lave ordentlige. Når filmskaberne også i den grad er bedøvende ligeglad med at fortælle noget nyt og spændende, fortsætter i samme uheldige spor og skider højt og flot på en nogenlunde produktion med udholdelige skuespillere samt en habil instruktør, føler man sig noget irriteret efter at have set nu den 5. film i rækken af umiddelbart uendeligt skrald. Lad mig sige det med det samme, der er ingen tvivl om at “Saw V” på alle leder og kanter er den været film i serien, og det siger en hel del. Vi er nu nået til det punkt, at man skal have set samtlige af de andre “Saw” for, at kunne følge med. Filmen springer i tid og sted, og leverer det ene flashback efter det andet, der skal forklare diverse plothuller i de andre film, og når man endda oplever et flashback i et flashback, ved man der er noget helt galt. Kort og godt hænger alle 5 “Saw” film så tæt sammen, at man kan se dem på en gang, nærmest uden at opdage hvornår den ene starter og den anden ender. Uden at give for meget væk for dem der endnu ikke er gået i gang med 4’eren, er Jigsaw død og man har lært at en agent i FBI har været hans Sidekick nærmest fra starten, og det er netop dette denne film handler om. Jigsaw er måske død, men mordene er endnu ikke stoppet. En anden FBI-agent ved navn Strahm er kommet på sporet af gerningsmanden, men han er ikke selv klar over, at han selv blot er en lille brik i Jigsaws efterhånden uendeligt store puslespil.
Hvad kan man så forvente af “Saw V”? En film der minder en hel del om “Saw IV” blot uden nogen dissideret historie, og det er netop her hvor “Saw V” halter langt efter de andre 4 ellers dybt elendige film. Udover det er der langt færre blodudgydelser, langt færre spændingsmomenter og hvor de andre 4 film har snydt stort set alle med et umuligt plot twist, er denne film forudsigelig fra første til sidste øjekast. Selvom du skulle falde i søvn fra tid til anden, er der intet at bekymre sig om, for midten af filmen slæber sig af sted langsommere end en død snegl.
Den nye instruktør David Hackl, var præcis ligesom den sidste en del af “Saw” filmenes produktion inden han overtog instruktørstolen. Det er tilmed også hans debutfilm, men der er så absolut lidt personlighed over instruktionen, at det stadig ligeså godt kunne have været Darren Lynn Bousman der stod bag. Alle spændende scener bliver komplet ødelagt af et latterligt soundtrack og flash-editing, der bestemt kan ødelægge enhver form for spænding. Ganske vist er der så utroligt mange grinagtige scener, at hvis man har en hang til at grine af denne slags film, er der intet at frygte - den er dybt latterlig. Skuespillerholdet overgår sig selv nærmest hver gang, og der er nok en grund til at man holder fast i karakteren Jigsaw, for Tobin Bell er vel nok den eneste troværdige skuespiller der har deltaget i denne filmserie. Costas Mandylor som Hoffman ligner konstant en omvandrende klovn, Scott Patterson som Strahm snakker med sig selv så meget at filmen ligeså godt kunne have været en lang intetsigende monolog og resten af holdet er så ynkeligt, at man nærmest sidder og håber på, at de snart bliver revet fra hinanden i en af Jigsaws få fantasiløse fælder.
Egentligt havde jeg forventet at give denne del af “Saw” de obligatoriske 2 stjerner, da der typisk er noget at holde af i filmene, om det er er en form for charme i deres stupiditet eller noget helt andet er svært at sige. Denne omgang er dog så utroligt ringe, at jeg ikke ville være det bekendt, at have mit navn tilknyttet 2 stjerner. Med en tåbelig slutning, de kunne have lavet meget bedre ved at bytte rollerne rundt, og dermed bane vej for en langt bedre 6’er (som uden tvivl dukker op til næste år), sidder man med en meget grim smag i sjælen til sidst. Hvor meget mere af det her skal vi som anmeldere og publikum finde os i?
