Skriv en kommentar
Det er i øjeblikket populært at lave film om nogle af de samme emner.
Vi har i en lang periode set film på samlebånd omkring superhelte fra Marvel, og den ene biografi omkring sangere, efter den anden.
Sidst, men ikke mindst, er de populære emner bevægelser og kønsforskelle, krydret med magtmisbrug på blandt andet arbejdspladser.
Hey, jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg havde store forventninger til She Said, men jo mere tiden gik, desto mere blev jeg bidt af hele historien. Det kan der selvfølgelig være mange grunde til, men jeg vil skyde på, at den rammer seeren først og fremmest fordi den omhandler kendte folk fra Hollywood, som man på én eller anden måde føler, at man har en tilknytning til, med et billede af, at de lever det perfekte liv.
Er det sådan virkeligheden hænger sammen? Nej desværre.
Vi befinder os i år 2016, hvor Donald Trump er præsidentkandidat i USA, men har nogle ubehagelige sexchikane sager på nakken, der kan betyde at valget kan ende anderledes.
Skal udtrykket ”Only in America” blive bekræftet endnu engang, og Donald Trump blive valgt alligevel, trods de stærke sager? Ja desværre.
Megan Twohey (Carey Mulligan) og Jodi Kantor (Zoe Kazan) er filmens to protagonister, der arbejder som journalister for New York Times og kommer til at skrive historie, både i USA og globalt.
Megan lever og ånder for sit job, men skal samtidigt tage sig af noget der ligner en fødselsdepression, krydret med trusler fra forskellige fronter pga. hendes graverjournalistik.
Arbejdsomme Jodi ligeså med jobbet og familien i baggrunden, der til tider godt kan komme i anden række når arbejdet virkelig kræver fokus.
De to kvinder sætter sig for mål at skrive om et emne der altid har været noget de fleste vidste og ved, men på en eller anden måde altid har skjult for omverden. Det er den store filmmogul, producer og prominente navn, Harvey Weinstein, der bag lukkede døre er kendt som en ubehagelig, arrogant, seksuelt krænkende mand, der har udnyttet sin position i Hollywood, ved at kræve mere end der står i jobbeskrivelsen.
Ivrige er de to kvinder, men det er ikke så ligetil, at skrive sådan en historie om en magtfuld mand, der har øjne og ører overalt, og det får vores 2 heltinder at føle på klos hold, da ingen vil samarbejde.
Tværtimod så er der hele tiden nogen der modarbejder dem.
Megan og Jodi, graver løs i fortiden, men ingen vil sige noget af frygt for at blive stemplet, eller for at få en retssag i nakken af en magtfuld mand med ubegrænsede midler.
Det kommer langsomt frem at ofrene både spænder fra kendte Hollywood skuespillerinder til ukendte medarbejdere i filmselskabet Miramax. Men ingen vil stå frem ved navn,
og alt hvad de får at vide bliver ”off the record” og kan ikke bruges til at fortælle historien.
Men vores heltinder giver ikke op så let, og følger sporene, pengene, og bruger diverse andre metoder for at prøve at fælde den mand, der har købt sig til andres tavshed, og krænket dem på den ene eller anden måde i så mange år, uden at blive straffet for det.
Vil det lykkes dem?
Ehh, I kender svaret, men hvordan formår de at få folk i tale, og risikere alles liv, karriere og fremtid ved at sige tingene offentligt?
Det er det smukke ved hele filmen.
Vi følger spændt med i noget vi alle kender slutningen på, men det gør det absolut ikke mindre spændende af den grund, især fordi at man som seer føler en tilknytning til nogle af de kendte navne det hele drejer sig om.
Ubehaget kommer helt tæt på, når man hører nogle af de samtaler Weinstein har haft med sine ofre, og det løber koldt ned af ryggen på én.
Tempoet daler aldrig, og der er skruet godt op for spændingen, kombineret med god passende baggrunds-score, og skuespillerpræstationer i verdensklasse.
Carey Mulligan og Zoey Kazan ER Megan og Jodi, og klart overbevisende i deres iver for at finde frem til sandheden, koste hvad det vil.
Overordnet set er filmen en dramatisering af den sande historie, der satte en lavine i gang globalt, og var med til at gøre et udtryk til allemandseje.
Og desværre, i allersidste ende kommer vi til slutningen af filmen og anmeldelsen, men jeg vil skrue tilbage til starten, titlen She Said for at være helt præcis.
Man kan ikke lade være med at tænke, hvad sagde hun så?
She Said what?
S
H
E
S
A
I
D
M
E
T
O
O
