Skriv en kommentar
Grace (Brie Larson) er lederen for hjemmet ’Short term 12’ for udsatte, misbrugte og omsorgssvigtede unge. Bostedet hedder ’short term 12’, fordi det er et midlertidigt opholdssted inden for tidsperioden af 12 måneder. Tydeligvis bliver perioderne for mange af de unge længere, da de sociale myndighederne glemmer dem. Bostedet bliver det tætteste på dét, som de kan kalde et hjem.
Grace får af vide af øverste leder, at hun er hverken de unges ven eller terapeut, blot én hjælper på stedet. Hun er mere end det. Hun forsøger gennem sin ledelsesstil at skabe et hjem for de unge bl.a. ved at indføre traditioner som hverdagshygge, fødselsdage og afskedsfester. Hun anser hendes og de andre hjælpers fremmeste opgave at få de unge til at åbne sig og tale om deres smerte og sorger.
Rap musik og en blæksprutte-fortælling
Marcus (Lakeith Lee Stanfield) er 18 år og er derfor nødt til at forlade bostedet. Han har tydeligvis haft bostedet som sit hjem i en hel del år. Han har knyttet tæt bånd til Grace og hjælperen Mason (John Gallagher Jr.). Marcus fortæller gennem sit rap musik, som Mason trommer rytme til, sin angst for at komme ud i verdenen. Han fortæller om den måde moderen misbrugte ham på for at tjene til dagen og vejen.
Grace bliver sat til at være hjælper for den nyankomne Jayden (Kaitlyn Dever), som er røget ind og ud af institutioner på grund af voldsom og aggressiv opførsel. Grace forsøger at få Jayden til at åbne op for sin hemmelighed ved at fortælle om sig selv og blotte sine egne oplevelser om at blive misbrugt. Jayden bliver Graces nøgle til at få åbnet op for sin dæmoner, som hun har været eminent dygtig til at fortrænge og bære med sig, mens hun forsøger at hjælpe og passe på de unge på bostedet. Jayden betror sig til Grace gennem sin fortælling om blæksprutten, som er nødt til at give sine arme og til sidst resten af sig selv til en haj for at få en ven at lege med.
Begge scener med Marcus og Jayden er ’bekendelsessecener’ og de virker dybt autentiske og troværdige. Netop de to scener står for sig selv og det synes, at både skuespillere og tilskuer nærmest glemmer at det er fiktion og scener i en film. Skuespillerne leverer pragtpræstationer udover det sædvanlige. Særligt hovedrolleindehaveren Grace får de traumatiske, smertefulde livssituationer til at glide ubesværet og usentimentalt, men samtidigt gør dem dybt rørende og særdeles vedkommende.
