Skriv en kommentar
Kunst er ofte en personlig og passioneret ting. Men hvad sker der, når man overgiver sig selv til sin passion og negligerer verdenen omkring sig. Dette forsøger den finske instruktør, Klaus Härö, at give et svar på med den meget følelsesladet film ”Sidste bud”.
Den sidste store bedrift
Den ældre kunsthandler, Olavi ( Heikken Nousiainen) skal snart på pension. På en auktion fanger et gammelt maleri hans opmærksomhed. Olavi har mistanke om, at det er meget mere værd end den lave salgspris. Olavis instinkter vækkes, og han beslutter at prøve at indgå en sidste aftale for at tjene nogle penge til pensionen. Samtidigt bliver Olavi kontaktet af sin datter Lea ( Pirjo Lonka), som han ikke har set i årevis. Hun vil ham til at hjælpe hende med sin teenagesøn Otto (Amos Brotherus), som skal i skolepraktik, men grundet problemer med tyveri, vil ingen andre virksomheder have ham. Olavi er tøvende, men ender alligevel med at tage hans barnebarn under sin vinge.
En lille usentimental perle
Filmen lader egentligt til at være bygget traditionel op. Der er en gevinst i maleriet, som Olavi får øje på og han kan tjene store penge på, hans barnebarn viser sig at være et geni, og så er der selvfølgelig den onde aktionær, som gerne vil rippe Olavi fra al hans succes og stolthed. Formularen virker stensikker og forudsigelse, men alligevel overrasket Härö sit publikum og det bliver en meget følelsesladet og emotionel rejse. Dette skyldes del, Heikken Nousiainen fantastiske præstation af en mand, som er på kanten af et personligt og professionelt sammenbrud, men Härö tør godt at vise realismen hele vejen igennem filmen. Det er bestemt ikke en sukkersød fortælling, om en helt, der genvinder sin familie, men mere en fortælling over svigt og sorg.
Effektivt og skarpt drama
Filmens bedste aspekt er dens narrative fortællerstil. Der er ikke gået på kompromis med dens karakterer eller historiens plot, og derfor kan indholdet ramme dybt ind i hjertet. Det er yderst barskt og ærligt, men formår stadig er holde et lavt niveau. Kunst og familie burde gå hånd i hånd. Det er en ægte passion, man kan dyrke sammen, men tager denne passion overhånd, følges deres alvorlige konsekvenser, der må siges, at være det vigtigste budskab i denne lille perle af en film.
”Sidste Bud” er rørende, bittersød og meget velfortalt. Der bliver leveret en pragtpræstation af Heikken Nousianinen i den komplekse rolle som ældre herre på kanten af et personligt og professionelt flop. Filmen går ikke på kompromis med en sukkersød fortælling, hvilket gør historien endnu mere rørende.
