Skriv en kommentar
Gabriele Muccino har lavet en fin lille film om de problemstillinger, der opstår, når man begynder at tage ansvar for andre liv end sit eget. De fleste ting i den egentlig ganske ambitiøse film fungerer ganske godt, men der er også enkelte ting, der ikke gør.
Filmen følger fire venner, der alle er omkring de 30 og er i gang med at etablere sig med koner og børn. Carlo er stadig forelsket i sin gravide kone, men også en smule skræmt over den opmærksomhed, som hans kone allerede tildeler det ufødte barn. Han får en lille affære med en smuk, følsom, ung pige, der tager det hele alt for alvorligt. De andre venner har også deres problemer med henholdsvis deres nyfødte børn, en uinteresseret eks-kæreste og generelle seksuelle eskapader med alt med bryster, der er 37 grader varmt.
Vennerne beslutter sig for at købe en gammel Winnebago og tage et år fri fra alle bekymringerne, som de ikke rigtig kan overskue, men som dagen, hvor de vil tage af sted, nærmer sig, får flere af dem ”second thoughts”.
Skuespillerpræstationerne er ganske overbevisende, selvom nogle af kvinderne måske er en anelse overhysteriske til tider. Men man følger og forstår historien udmærket, og det er vel egentlig en habil præstation i sig selv, når man tager det forholdsvis store persongalleri i betragtning.
Historien er fint skruet sammen, uden at være voldsomt original. Det hele er meget troværdigt og vedkommende, og hvis man ser bort fra de enkelte temperamentsfulde latinerudbrud, der indimellem forekommer, kunne handlingen nærmest have foregået i København.
Rent teknisk er der ikke så meget at diskutere. Det er net uden at være prangende, men det er vel også meningen med denne form for sædeskildring. Det tekniske skal ikke stå i vejen for ”subject matter”, og det gør det bestemt heller ikke.
Kritikpunkterne i filmen kunne være, at den ikke er specielt original, og at den måske trækker lidt i langdrag til sidst. Og så er alle karaktererne, som min sidemand kvikt observerede, ”næsten for smukke”. Til gengæld må det siges, at slutningen er ganske modig og ikke særlig forudsigelig, og det gør alligevel filmen lidt anderledes og føjer et relevant kapitel til sædeskildring-genren, om end der ikke ligefrem er tale om nogen filmisk revolution.
Filmen er en af de største succeser i Italien i de senere år, og det er egentlig ganske forståeligt. Selvom filmen nok hovedsageligt er møntet på de 25-35-årige, er der ikke mange, der vil gå tomhændede ud fra biografen – der er noget for enhver smag i Muccinos nye film.
