Skriv en kommentar
Gilly (Chris Klein) er dyrefanger, og under en middag hos sin chef Larry (John Rothman) kommer der lidt sandheder frem om Gilly og omverdenens opfattelse af ham. Et par dage efter hører Gilly at der er kommet en ny skøn frisør til byen. Hun klipper meget dårligt, men kalder det for en europæisk klipning. Gilly vælger at opsøge frisørsalonen for at se den nye frisør ud. Som så mange af de andre unge i byen falder Gilly pladask for den nye frisør.
Første gang han sætter sig i frisørstolen for at lade Jo (Heather Graham) klippe sig ender det i lidt af et blodbad. Som et plaster på såret inviterer Jo Gilly på en middag, for som hun siger, så er hun bedre til at lave mad end til at klippe. Gilly takker selvfølgelig ja, og det bliver starten på et halvt års sød kærlighed. Det stopper dog brat, da den privatdetektiv Gilly har hyret til at finde sin mor, kan fortælle at Gilly mor er Valdine Wingfield (Sally Field), som også er Jo’s mor.
Det er jo ikke lige verdens bedste nyhed at få – at man er forelsket i sin søster. Jo tager tilbage til hendes tidligere fyr, Jack (Eddie Cibrian), som er mangemillionær. Gilly flytter ind hos Valdine og hendes mand Walter (Richard Jenkins), som er kørestolsbundet. Efter yderligere et halvt års tid hvor Gilly og Jo slet ingen kontakt har dukker Valdines rigtige søn Leon (Jack Plotnick) lige pludselig op, og her starter Gillys jagt på at vinde Jo tilbage. En jagt der skal komme til at indeholde en pilot uden ben (Orlando Jones) og en masse andre finurligheder.
Og det var vist hvad der var at sige om ”Sig Det’ Løgn”. Det er en klassisk romantisk forviklingshistorie, der er svøbt i farcens gevandter. Den ligner noget man har set før, bare udført på en lidt anden måde. Selvfølgelig er filmen skæg og underholdende, men man sidder hele tiden og tænker at det her har man set før, og det har man også.
Filmen er ellers produceret af Farrelly-brødrene, som jo tidligere har haft stor succes med ”Dum & Dummere” og ”Helt Vild Med Mary”, men jeg synes ikke helt at denne film når samme højder. Bevares, der er da masser af humor og gode replikker i ”Sig Det’ Løgn”, men desværre ikke nok til at filmen er på højde med de andre. Måske er det også derfor Farrelly-brødrene har valgt ikke at påtage sig instruktør-rollen på filmen, men ”nøjes” med producent-rollen.
Chris Klein spiller Gilly, og det gør han faktisk godt. Han fik sit gennembrud i ”American Pie”, men med ”Sig Det’ Løgn” slår han sit navn fast som en god skuespiller. Han spiller meget overbevisende, og man føler virkelig med den stakkels mand. Det er bestemt heller ikke småting han kommer ud for i denne film, og så har han et fantastisk samspil med Heather Graham, som spiller Jo. Hun spiller den søde, men ofte uheldige pige, der bryder sammen da hun opdager at hendes livs kærlighed faktisk er hendes bror. Hun spiller også meget overbevisende. Det er måske rollen som den lidt naive pige, men jeg synes Heather Graham formår at få hendes rolle til at indeholde mange flere aspekter, og det er dejligt.
Orlando Jones spiller en benløs pilot, og han er en oplevelse i sig selv. Han spiller ganske enkelt suverænt, og er helt klart med til at gøre filmen underholdende. Han bærer mere eller mindre filmen efter han gør sin entre i den. Det samme kan siges om Richard Jenkins, som spiller den kørestolsbundne Walter, far til både Jo og Gilly. Han gør også sit til at gøre filmen seværdig, og det gør han med en fantastisk overbevisende præstation der har megen humor i sig.
Sidst men ikke mindst vil jeg fremhæve Sally Field, for også hun leverer en rigtig god præstation. Hun spiller den griske og grovkæftede Valdine, og det gør hun bare så godt. En virkelig flot indsats af en af Hollywoods store stjerner.
Men på trods af alle disse dygtige skuespillere synes jeg som sagt at filmen mangler noget nyt. Det er synd og skam, for hvis manuskriptet havde indeholdt noget nyskabende er jeg sikker på at vi med de førnævnte skuespilpræstationer vil have haft en mesterlig komedie. I stedet må vi nu tage til takke med en trods alt meget underholdende film, som absolut er seværdig, men så desværre heller ikke mere. En film på middel-stadiet, som kan ses, specielt hvis du er Farrelly-fan.
