Skriv en kommentar
Dobbelt Oscar-nomineret film fra Spanien og vinder af juryens pris i Cannes. På papiret er der lagt op til en stor oplevelse, men “Sirât” er sådan en størrelse, der har delt vandene hidtil. Enten bliver den lovprist til skyerne eller også kaldes den substansløs og intetsigende. Oliver Laxes ørkenværk, der startede med at være en vision om køretøjer, der krydser en ørken - og ikke mere - udviklede sig til en tilskrivning omkring ravekulturen. Dernæst at sende en far og sin søn på udflugt i håbet om at finde deres forsvundne datter/søster blev det sidste afsæt til at realisere “Sirât”.
Ja, vi har at gøre med Luis og sønnike Esteban, der opsøger en ravefest i det sydlige Marokko. Det kunne jo være, at Mar (datter/søster) var at finde i den gruppering, da hun før har flirtet med netop dette miljø. Luis viser fotos af Mar, men ingen af raverne kan genkende hende. De kan imidlertid berette om, at et større rave er planlagt dybere i ørkenen inden længe og ansporet af denne nyhed stikker Luis og Esteban i slipstrømmen på en lille gruppe fra ravefesten, der skal videre til den næste. Det bliver starten på en sær rejse, hvor Luis og Esteban i den grad er på udebane. Både geografisk, men så sandelig også miljømæssigt. Luis og Esteban må lære at forstå alt det nye, de har kastet sig ud i, og snart bliver det ultimative fokus flyttet, da tingene på ingen måde bliver som håbet.
Laxe har samlet en lille flok til at agere foran kameraet, og viser såvel en menneskelig som psykologisk profil af vores drivkraft. Er vi egoister omgivet af andres liv, eller er vi sociale væsner, der alligevel har os selv nærmest? Man kan stille mange spørgsmål undervejs, og måske det er den detalje, der har skubbet folk væk fra skærmen. “Sirât” er en flot film med sin poetiske tilgang og naturskønne billeder fra ørkenen, men omvendt forstår jeg også godt dem, der savner suspense og underholdning. For er “Sirât” ikke bare en ørkenvandring og en periode skildret, mens gruppen er strandet i sandet og kun kan se de endeløse vidder?
Der er mere på spil, for for mig er “Sirât” en film om skæbner og livsændrende forhold. Den er ubarmhjertig og brutal, men den føles også ret overfladisk. Det er ganske forunderligt, at det forholder sig sådan, for filmen varer næsten to timer. Dermed sine pro og contra, og jeg lander som en af de få et sted midtimellem de mange topkarakterer og bundfaldsanmeldelser. “Sirât” kan ikke alt, men den kan noget, som er noget andet end det, vi normalt ser.
