Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Ikke alt hvad den japanske mesterinstruktør Akira Kurosawa instruerede blev mesterværker. Det gælder fx ”Skandalen” fra 1950, der kommer lige før mesterværker som ”Rashomon” (1950), ”Idioten” (1951), ”Ikiru – at leve” (1952), for slet ikke at tale om ”De Syv Samuraier” (1954). Ikke desto mindre er det altid interessant at se en Kurosawa-film, ikke mindst når han kaster sig ud i noget andet end de samurai-film, som han ikke uden grund først og fremmest bliver husket for.
”Skandalen” er ikke en samuraifilm, om end den har alle-tiders ”samurai” i hovedrollen, nemlig skuespilleren Toshiru Mifune. Ichriro Aoye (Mifune) er kunstmaler. Ude på landet, i gang med et nyt maleri, møder han en smuk ung kvinde, den berømte sangerinde Miyako Saijo (Shirley Yamaguchi). Et par papparazzier opdager de to og opdigter straks en kærlighedsaffære, der lanceres for fuld tryk i storbyen. Ichiro bliver rasende og lægger sag an mod magasinet ”Amour”. Til det formål hyrer han advokaten Hiruta (Takashi Shimura), der både har et dødsygt barn derhjemme og særdeles ondt i moralen.
Om end store temaer tages op af Kurosawa omkring sandhed, moral og livsværdier, er det svært at se bort fra en noget skematisk fortalt historie, og en iscenesættelse der også af og til virker en smule klodset. Skuespillerne, Mifune, Yamaguchi og Shimura gør dog hvad de kan i en historie der ikke rigtig vil forløses. Den poesi der gennemsyrer Kurosawas bedste værker udebliver, selvom mesteren forsøger sig, når Miyako bryder ud i sang, når det dødsyge barn er livet selv – og selvfølgelig når Ichiro og Miyako når hinanden. Ligesom den moderne eksistentielle, tematik står tydeligt i opgøret med blad-redaktionen, ikke mindst i retssalsscenerne.
Som Kurosawa-fan kan man ikke lade være at tænke over, hvordan instruktøren sidenhen får moderne, eksistentiel tematik og poesi til at gå op i en højere enhed. Det kan inkarnerede fans nu kaste sig ud i med ”Skandalen”, for filmen er utvivlsomt et must for os der har det sådan, at vi bare må se sammenhænge og udvikling i livsværket – fx imellem ”Skandalen” og det efterfølgende mesterværk ”Rashomon” omkring temaet ”sandhed”?! Ligesom man kan begynde at bore i, hvordan den fremragende skuespiller Takashi Shimura forløser advokatrollens etiske livs-dilemmaer først i ”Skandalen” og sidenhen som kontorchef Watanabe i mesterværket ”Ikiru – at leve” (1952).
Der er intet ekstramateriale på DVD-en.
Sandrew Metronome.
