Skriv en kommentar
En dansk/finsk/kroatisk/amerikansk/engelsk film.
Skytsenglen er en sjov størrelse, specielt for os danskere. Filmen er en co-produktion mellem Danmark, Finland og Kroatien, og består derfor af en broget flok af folk fra disse tre lande (plus skuespillere fra England og Amerika) både foran, og bagved kameraet. Dette gør naturligvis/uheldigvis, at filmens sprog er engelsk, selvom det hele foregår i København. Når man ser filmen som dansker kan dette godt være en stor kamel at sluge. De hedder alle navne som Anders, Bjørn og Palle, kører på cykel rundt i Københavns gader og spiser smilende æg til morgenmad, så hvorfor taler de dog alle sammen engelsk til hinanden i et virvar af accenter? Det er et aspekt der, som dansker, desværre distancerer os fra den meget hjemlige historie.
En kluntet film.
Hvis så resultatet havde været bedre, havde denne internationale sammenkobling måske været interessant at overvære som et slags kunstprojekt. Men Skytsenglen er en meget kluntet film, og det er tydeligt fra start. Filmen har allerede i begyndelsen problemer med at finde en stilmæssig holdeplads, og det er noget den aldrig finder. Udover højst pinlige kunstneriske virkemidler (Josh Lucas knurrer som en løve, hvem fik dog den idé?), er Instruktionen også uinspireret og dårligt udført. Skuespillet er en værre rodebutik, fra fine præstationer til pinlige præstationer, og især Pamela Tola og Johannes Lassen trækker himmelvendte øjne. Meget af dette er ikke nødvendigvis skuespillernes skyld, men instruktionens skyld, og ikke mindst det til tider forfærdelige manuskript. Især forsøg på jokes og humor er så dårligt skrevet og udført, at man må krumme sine stakkels tæer. Vores egen Pilou Asbæk klarer sig heller ikke så godt i en hovedrolle, han aldrig lander komfortabelt i, og minder allermest som en glatbarberet light-udgave af Carl Mørck fra Afdeling Q-filmene. I dette dunkle præstations-mylder er der dog lyspunkter. Josh Lucas er faktisk skræmmende i hans skurkerolle. Man kan fornemme den store indlevelse han har haft i rollen, og det mærkes på den overordnede kvalitet. Rade Šerbedžija som spiller Dr. Dabrowski pryder også skærmen med en stærk karisma, en karisma, som Pilou Asbæk desværre mangler. Nuvel, de stakkels skuespillere gør det bedste med hvad de har fået. Så er det bare synd, at deres karakterer er så udpenslet, at alt mystik der eventuelt kunne være, forsvinder. Vi ved alt om alle lige fra start, og det skaber en meget lav filmpuls. Spændende er den altså ikke, og af en film der erklærer sig selv som en thriller, må noget altså være gået galt i processen.
Produktionsværdien på Skytsenglen virker også meget tynd. Det er ikke meget man ser af København, og bortset fra en velkonstrueret gade, og skønt de har gjort et godt job med at finde tidstypiske møbler og tapet, så ligner de fleste sets en teaterkulisse fra en provinsrevy. Man får aldrig helt fornemmelsen af, at man befinder sig i 1951.
Skytsenglen er en film der trods den er bygget på en meget interessant historie, får det absolut dårligste ud af det. I denne internationale co-prodution lader det til, at der har været for mange kokke om maden, og man har nu følelsen af at sidde på en restaurant, og spise noget man godt kunne have lavet bedre selv derhjemme.
