Skriv en kommentar
Nøj hvor havde jeg lave forventninger til ”Hood Of Horror”. Kan man andet når man tager Snoop Doggs umådeligt pinlige filmkarriere i betragtning? Fra latterlige actionfilm som ”Wrecking Crew” og ”Urban Menace” over hip hop-porno til horror-pinligheden ”Bones” – ja, på det store lærred har det været en karriere af lavpunkter.
Men mine forventninger skulle gøres til skamme viste det sig, da jeg først var kommet en halv time ind i ”Hood Of Horror”...eller faktisk næsten fra starten af. For denne episodefilm af små gyser-fortællinger lægger, ganske som forbilledet ”Creepshow”, ud med en animeret forhistorie. I modsætning til den rædderlige ”Creepshow 3”, så er der lagt masser af arbejde i den imponerende, tegnede intro. Og ikke overraskende, når man opdager at den japanske animationsmastodont, Mad House, står bag, viser introen sig at være blandt de mest imponerende sekvenser i filmen.
De tre historier der udgør kroppen har dog også kvaliteter. ”Hood Of Horror” er en ironiserende, uhøjtidelig blanding af spøgelseshistorier, hævn-fortællinger og fantasifulde splattersekvenser. Som i animations-delen skyldes de mange kvaliteter ikke mindst at den herre Snoop har fundet sig nogle dygtige samarbejdspartnere i manusforfatter Tim Sullivan (”2001 Maniacs”) og instruktør Stacy Title (”Let The Devil Wear Black”). De to i samarbejde med det velvalgte hold af skuespillere hæver filmen gevaldigt over det platte prepubertære gangster-niveau jeg havde forventet.
Den første historie, ”Crossed Out”, lægger stilen an. Det er ghetto det her ned til mindste, stereotype detalje. Så i stedet for at hovedpersonen, der bliver tildelt evnen til at slå ihjel af en mystisk troldmand, kan kaste sine voodoo-forbandelser igennem mystiske ritualer, næ så bliver hun udstyret med en dræbende graffiti-dåse. Når hun sætter et tykt rødt kryds over rivalernes tags, så medfører det øjeblikkeligt en humoristisk død for den overmalede maler. Den humoristiske kant bliver understreget i de mange billeder fra præsteboligen hvor sørgende forældre krydsklippes med pigens mere og mere tilfældige brug af sin trylledåse. I sidste ende bliver historien, nøjagtig som de to efterfølgende, en moralsk historie om at hovmod står for fald – også noget af en overraskelse, vor bagmand taget i betragtning.
Den halve time jeg nævnte i starten refererer til filmens anden historie og absolutte højdepunkt, ”The Scumlord”, om en rig, hvid sydstatsamerikaner, der tvinges til at flytte ind med sin afdøde fars fire gamle vietnam-kammerater, der vel at mærke alle har en anden hudfarve end han selv. Historien er en farce over redneck-mentaliteten, nærmest en komisk pendent til Von Triers ”Manderlay” og en uhyre underholdende en af slagsen. For meget skal ikke afsløres, men TV-skuespilleren Anson Mount (der var Britneys labre rejsekammerat i ”Crossroads”) viser enormt komisk talent og hæver det i forvejen morsomme manuskript til et helt nyt niveau. Jeg grinte højlydt flere gange i løbet af historien, der intet viger tilbage fra film som ”Creepshow” og dens fortsættelse. ”The Scumlord” har linje efter linje af mindeværdig dialog og den klamme finale er fantastisk. Femstjernet underholdning!
Desværre går niveauet lidt ned igen i den afsluttende historie ”Rapsody Askew”, der er filmens absolutte lavpunkt. Her er det forudsigeligt nok rap-musikerens store risiko for at blive høj i hatten der er omdrejnngspunktet for en klassisk spøgelses-hævn-historie der ville have passet fint ind i et afsnit af ”Tales From The Crypt”. Desværre hurtigt glemt.
De tre historier der, som det forhåbentlig fremgår, altså er af rimelig svingende kvalitet, bliver kædet sammen i en række klassiske præsentationer a la ”Tales From The Crypt”, hvor Snoop Dogg giver den som djævelen selv i hans egen Hood Of Horror. Han beviser endnu engang at han ingenlunde er en god skuespiller, men han leverer da linjerne med den uhøjtidelighed der skal til og han sætter standarden for filmens tilpas løsslupne tone. Der er masser af gode grin her og ikke rigtig nogen gys. Men det har heller ikke været hensigten. Det er en klassisk horrorantologi som ”Creepshow” og kompagni, hvor der er lige så stor vægt på humor som på splat og gru – og det er en klædelig blanding. Det der skiller ”Hood Of Horror” ud er dens indkorporering af klassiske ghetto-stereotyper og klicheer i den underholdende blanding. For langt det meste fungerer det og blodsydgydelserne er mere fantasifulde end typisk.
Så selvom der er lavpunkter, så må jeg generelt melde mig ovenud positivt overrasket af Snoop Doggs livtag med horror-genren. Der er masser af uhøjtidelige grin og god underholdning at hente her – bestemt anbefalet.
Der er desværre intet bonusmateriale på DVDen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
