Skriv en kommentar
De fleste af os kender historien. Vi ved, hvad der kommer til at ske og vi kender slutningen på forhånd. Danmark får en ny landstræner, Richard Møller Nielsen (Ulrich Thomsen), som alle stort set har lave forventninger til. Møller Nielsen bliver da også udfordret; på banen går det ikke godt og i første omgang melder Laudrup brødrene fra. Danmark kommer dog med til EM, men kun fordi, at det jugoslaviske landshold ikke længere må deltage ved internationale konkurrencer. Mod alles forventninger går det godt for Danmark. Rigtig godt!
Vi får en fin præsentation af alle spillerne, dog er det Richard Møller Nielsen, samt Brian Laudrup (Cyron Melville) og Kim Vilfort (Mikkel Boe Følsgaard), der er i fokus. De bliver alle flot portrætteret, både på og uden for banen. Skuespillerne har også været på fodboldlejr i en månedstid, hvor de lærte at spille som mestrene. Mens det oprindelige hold i 1992 kun havde ti dage til at blive klar. Udover deres talent for skuespil, får skuespillerne også vist deres talent som fodboldspillere. Især Cyron Melville viser at han har lige så meget styr på fodbolden, som med sit skuespil. Ulrich Thomsen leverer et formidabelt stykke arbejde som Richard, der fremstår meget jordnær, sympatisk og ydmyg.
Filmens styrke ligger hos skuespillerne samt sammenklipning mellem arkiv optagelserne og filmens egne scener. Det er klippet så godt sammen, at man indimellem ikke lægger mærke til skiftet. De mange skuespillere formår at skildre stemningen, så godt at den kommer langt ud over lærredet. Ens nationalfølelse springer frem med det samme, og instruktør Kasper Barfoed lykkedes med at fortælle historien vi alle kender, uden at det bliver kedeligt. Historien bliver fortalt på en måde hvor vi alle kan være med, om man så kan huske EM ’92 eller ej.
Danmarks rejse i EM er selvfølgelig filmen hovedfokus, men sideløbene følger vi Vilforts datters kamp mod kræften. En kamp, der bliver skildret så fint og sårbart, at man bliver en smule rørt. Sommeren ’92 er en smuk genfortælling af historien, vi alle kender. Man bliver både rørt og stolt over Richard Møller Nielsen og Landsholdet.
