Skriv en kommentar
Peter Parker har det godt. Det går godt i skolen, han er blevet kærester med Mary Jane og sidst men ikke mindst, så er hele byen fuldstændig tosset med Spider-man. Lykken skal dog vare kort for inden vi som publikum har sat os til rette i sæderne, så har nedstyrtende meteorer, hemmelige regeringsprojekter og gammel gæld igen sat skub i løjerne i gode, gamle, patriotiske New York.
Det er rigtig tæt på at gå galt for Sam Raimi og kompagni i dette tredje kapitel om klodsmajoren Peter Parker og hans trikotklædte alterego, Spider-man. For ganske som det skete med Batman filmene i sluthalvfemserne og for X-men filmene sidste år, så er Spider-man denne gang faldet under den klassiske Hollywood-parole om fortsættelser. STØRRE!!! VILDERE!!! FLOTTERE!!! DYRERE!!! Kan man næsten høre studiebosserne råbe over skulderen på Raimi der, mod endnu hårdere odds end tidligere, endnu engang forsøger at tilføre historien den menneskelige vinkel og karakterbårne udvikling der har karakteriseret de to tidligere, utrolig vellykkede edderkoppefilm.
Der er simpelthen så mange actionsekvenser, så meget plot og så mange figurer at det må have været næsten umuligt at samle det hele i en eneste film. Med hele tre skurke, oceaner af plotudvikling og adskillige op- og nedture for både vor hovedperson og de mennesker der omgiver ham, ville der være rigeligt med materiale til to film. I stedet er det blevet til én, der er mindst tyve minutter for lang, og det er ærlig talt en smule ærgerligt. Dynamikken fra tidligere har måttet lade meget af pladsen for fart og tempo og karakterudviklingen er hastigere tegnet og af selvsamme grund en tand mere karikeret end vi kunne håbe.
Alt det til trods er Spider-man 3 stadig en glimrende underholdningsfilm. Skurkene, denne gang publikumsfavoritterne Sandman og Venom, samt Green Goblin Jr., som der blev lagt op til i sidste kapitel, er fantasifulde, interessante og nuancerede, ligesom vor netsprøjtende ven får vist en mere mørk, modbydelig og - tør man sige - interessant side. Actionsekvenserne er fantastiske og overdådigt iscenesat og humoren er flere steder mere velfungerende end den har været tidligere (ikke mindst Bruce Campbell, der endnu engang dukker op i en ny birolle, leverer et humoristisk højdepunkt). Problemet ligger ikke her. Ikke ved hverken action, karakterer, humor eller historie. Det ligger i at det hele er så dælens komprimeret. Havde de delt historien op i to, eller bare skåret en af skurkene fra, så ville der have været plads til at udvikle nogle af de mange interessante ideer, lære en figur som Venom bedre at kende, eller at udforske det spændende jalousi-drama der faktisk udspiller sig mellem Mary Jane og Parker.
Som det er nu er filmen endt som et glimrende stykke underholdning, der på grund af den lange spilletid har en smule svært ved at holde dampen oppe til sidst, og som mere end noget andet indeholder et hav af plot-punkter der hver i sær skriger på at blive udforsket yderligere. Det er synd, for det betyder for mig at det er seriens foreløbigt svageste afsnit og et skidt tegn for de yderligere tre film der for nyligt blev annonceret.
