Skriv en kommentar
Da Star Trek-franchisen blev genoplivet i 2009 gav det et gevaldigt spark til både min og resten af verdens interesse. Derfor er det kun naturligt, at vi er nysgerrige efter at se, hvordan efterfølger bliver. Og den leverer også alt, hvad vi var blevet lovet. Mere action, mere med samme karakterer fra den forrige, og det hele ser stadig fænomenalt godt ud. Alligevel kan man ikke lade være med at synes, at det runger en lille smule hult.
Filmen handler denne gang om superagenten John Harrison, der af uvisse årsager har valgt at angribe Star Fleets hovedkvarter. Efter sit snigangreb er han så stukket af, hvilket giver Kirk, Spock og The Enterprise noget at tage ud i rummet efter. Men alt er ikke som det først ser ud til og naturligvis leverer plottet nogle overraskelser.
Desværre er overraskelserne få. Man kan forudse de forskellige plot-twists filmen har at byde på. Dette kan naturligvis være et resultat af, at jeg havde forberedt mig ved at se Star Trek II: The Wrath of Khan (1982) og der er ingen tvivl om, at den har leveret en stor del af inspirationen for filmen. Problemerne med plottets forudsigelighed har desværre også indflydelse på karaktererne, specielt at skurkene mangler noget for at være eminente. Benedict Cumberbatch er helt sikkert imponerende som superagenten John Harrison, men hans personlighed ender i ondskab for ondskabens skyld. Det tyder også lidt på, at vi kan bruge så meget energi på, at sige hvor klog og smart han er, når han så bliver narret så nemt til slut.
Men den ser fantastisk ud. Filmen har, nøjagtigt som sin forgænger, et kærlighedsforhold til lens-flares, en effekt, der får filmen til at funkle med liv og farver. Selv med en undertitel som Into Darkness er der stadig intet visuelt mørkt over filmen. Den er farverig og gør god brug af lys og farver til at levendegøre sit univers. Michael Giacchinos musik til filmen er også fantastisk. Den fanger både de episke øjeblikke fantastisk og understøtter de stille uden at virke dominerende.
Skuespillerne er generelt gode, og når ellers manuskriptet ikke er alt for klodset, er karaktererne de spiller rigtigt fine. The Enterprise er befolket af nogle farverige mennesker der alle gør det rigtigt godt som individer med gode øjeblikke. Alle karakterer med et navn får mindst et godt øjeblik som skuespilleren forstår, at få det maksimale ud af.
I sidste ende er det et brag af en action science-fiction film. Den er ikke helt så intelligent som man kunne ønske mig, men måske har det mere med forventninger at gøre end noget andet. Så længe man holder sine forventninger til underholdende, farverig actionfilm, så bliver man på ingen måde skuffet over denne biografoplevelse.
