Skriv en kommentar
Det er snart tretten år siden George Lucas pustede nyt liv i sit hovedværk og besluttede sig for at fortælle fans verden over, hvordan det hele begyndte. En genoplivning der var noget nær uundgåelig, med tanke på de tre originale films nummerering, som hhv. 4, 5 og 6. Endelig følte Lucas at de tekniske muligheder i filmmediet var nået et punkt som muliggjorde hans visioner, og at historien om hvordan Anakin Skywalker blev til Darth Vader kunne fortælles. Det er bare ærgerligt at man, nu igen, sidder tilbage med følelsen af at Lucas havde mere fokus på sine visuelle ideer, end på den egentlige fortælling. Denne gang skal man bare have briller på.
Som respons på meget af den kritik Episode I blev udsat for i 1999, og det var bestemt ikke så lidt, valgte nogen at modkritisere folks urealistiske høje forventninger til filmen. De skulle hellere tage at se filmen som det den var og ikke sammenligne den med den originale trilogis bedrifter. Her små tretten år efter er dét måske vejen frem, når man igen har sat sig til rette i biografsædet.
To jedi-riddere (Liam Neeson og Ewan McGregor) ankommer til et Handelsføderations-rumskib for at forhandle om en mulig ophævelse af dennes blokade mod planeten Naboo, men bliver i stedet lokket i baghold og ender selv på planeten. Her møder de væsenet Jar Jar Binks (Ahmed Best) og flygter sammen med ham og Naboos dronning (Natalie Portman og Kiera Knightley) til Tatooine, alt imens planeten invaderes af Handelsføderationen. Her render de noget tilfældigt ind i lille Anakin (Jake Lloyd) og sanser at kraften er stærk hos purken. Hans midiklorian-tal er åbenbart høje. Lyder det spændende?
Lucas vil for meget og opnår derved for lidt. Vi trækkes igennem højpolitiske diskussioner om handel og blokader, når vi egentlig bare gerne vil se den kommende Darth Vader træde sine spæde barndomsskridt, og ufrivilligt komme til at holde af denne ultimative bad guy in spe? Det er uforståeligt at Lucas hellere vil bruge tid på den ene klodsede computer-animerede figur efter den anden, når han kunne have fokuseret sin fortælling og gjort ham det egentlig handler om til omdrejningspunkt.
Selvfølgelig ser vi ham, den unge Anakin, men at føle noget for knægten er desværre en decideret umulighed. Lloyd spiller ikke skuespil så meget som han memorerer replikker, og de replikker han har at arbejde med er skrevet som var han udelukkende et middel til eksposition. Dronning Amidala (Portman), hans kommende kone og mor til Luke og Leia, er samtidig det endelige bevis på, at Lucas’ evner som skuespils-instruktør skriger til himlen. Sjældent har man set så dygtig en skuespillerinde reduceret til så flad en karakter. Muligheden for at fortælle en smuk og episk kærlighedshistorie er herved forspildt, og vi er ikke engang halvvejs gennem første film i den nye trilogi.
Generelt plages hele filmen også af en lidt kluntet klipning, der især kommer til udtryk i flere dialogscener. Ofte sidder man med fornemmelsen af at have misset det første halve minut af en samtale, som vi i stedet kun får lov at høre slutningen af. Og ja, Jar Jar Binks er stadig en af de mest enerverende væsner i filmhistorien. Hans blanding af babysnak og new yorker dialekt, hans tumpede gang og hans blotte tilstedeværelse, ødelægger enhver scene han er at finde i. Det kan godt være han er med i filmen som et trækplaster for børnene, humor over 8 års-alderen leverer han i hvert fald ikke, men er der ikke trækplastre nok i lyssværd og rumskibe?
Og hvad så med 3D-effekten? Ja hvad med den, for den er så godt som ikke tilstede langt det meste af filmen. Enkelte scener, såsom jedi-riddernes mislykkede forhandlinger med Handelsføderationen og den efterfølgende flugt i Naboo’s skove, har åbenlyst fået lidt mere dybde. Det tilføjer bare intet til filmoplevelsen og undertegnede er især skuffet over pod-race løbet, som var en oplagt mulighed for at placere os i cockpittet sammen med Anakin, flyvende med en milliard km. i timen. Lucas kunne da i det mindste have stukket nogle lyssværd op i ansigtet på os! Igen må det altså konstateres, at 3D-konverteringer på ingen måde kan leve op til film optaget i 3D.
På den positive side skal det nævnes, at der er ganske god skærmtid til sagaens måske bedst spillede og mest komplekse karakter, senator Palpatine (Ian McDiarmid). Uden at give for meget væk for evt. nytilkomne skal det siges, at Palpatines konstante dobbeltrolle bårer for nogle af de mest interessante scener i hele hexologien (ja det hedder det). Darth Maul (Ray Park/Peter Serafinowicz) fungerer også rigtig godt som skurk og modpol til det gode i jedi-ridderne, men desværre får han først rigtig lov at udfolde sit dobbeltsidede lyssværd i filmens afsluttende del. Hvis dog bare Maul havde fået al den opmærksomhed Binks løber med.
Og selvfølgelig er filmen et visuelt overflødighedshorn. Utopiske byer realiseret på flotteste vis, et hæsblæsende pod-race-løb der stadig holder og en af sagaens mest intense og spektakulære lyssværdskampe. Tilsat et brag af en lydside er man altså sikker på en spektakulær oplevelse med sine popcorn i hånden. Bare ærgerligt at man skal igennem så meget skidt også.
Denne anmelder ville hellere have set en Directors Cut, med større fokus på en sammenhængende fortælling om en lille drengs rejse mod stjernerne og sit eget forfald, end den samme rodede omgang snak om handelsføderationer og midiklorianer, med den stadige tilstedeværelse af Jar Jar Binks, tilføjet endnu en dimension. En dimension der langt hen ad vejen er noget nær usynlig. Episode I rummer et fantastisk univers, der desværre drukner i irritation.
