Skriv en kommentar
Nerve og sjæl er de etiketter, der giver en film sine nuancer. Sine dybder. Sine færdigheder. Uden disse fremstår filmen ganske nøgen og troløs. Derfor skal en film altid laves med hjertet og ikke med pengepungen.
Det er evident, at kapitalistiske interesser har haft den intentionelle styring ved produktionen af denne film, hvorfor resultatet også har artet sig derefter.
Handlingen er simpel, forudsigelig og uden bredde. Fokus elaborerer sig om den unge gangster og underdog Ben McGewen. Han holdes i live af Seann William Scott, bedre kendt som Steve Stifler i ungdomskomedierne ’American Pie’ og ’American Pie 2’. I ’Stark Raving Mad’ skal han være voksen. Han skal agere hårdkogt forbryder. Det lykkes ingenlunde. Resultatet er miserabelt. Et par henna-tatoveringer og et veltrimmet fuldskæg fuldbyrder ikke denne svære forvandling.
Alligevel er han ophavsmanden til et kup, der skal frigøre ham fra rollen som stik-i-rend-dreng for gangsterbossen, China Towns overhovede – den frygtindgydende Mr. Gregory. Ifølge gammel kinesisk (over)tro findes der fire statuer for de fire elementer vand, luft, jord og ild : Ping-I, flodernes gud, Fei Lien, vindens gud, Yen Lo Wang, Jordens gud og Chu-Jung, ildens gud. Har man dem alle, kan man af troens vej styre den kinesiske mafia med hård hånd. Ikke overraskende har Mr. Gregory de tre, men mangler den sidste til den ekstravagante samling. Den ligger gemt i en bankboks i en vælving ved siden af en natklub. Af grunde som aldrig afsløres fuldt ud, er Ben tvunget til at udføre det beskidte arbejde. Til at hjælpe sig har han Betty, Jake, Rikki og Jeffrey, fire amatør forbrydere. Ikke den skarpeste samling knive i skuffen, men man må vel tage, hvad man kan få. I ly af de hårdtpumpende techno-rytmer vil den spraglede kvintet sprænge sig ind i boksen. Der er lagt op til et klassisk plot, hvor udførelsen af kuppet selvfølgelig ikke glider så nemt og smertefrit som ventet. Mange obstruenter kan hindre vejen til succes. Der er de to naive FBI-agenter, der overvåger natklubben for narkohandel. Der er natklubbens ejer, Don Partridge, der lukker stedet, hvis musikken bliver for høj. Der er den frigide Kitten, hvor hvem sandhed eller konsekvens er et spil og belønningen er sex. Og der er den rødhårede, opmærksomhedskrævende Vanessa, der sender lange øjne efter Ben. Alle er de eksistenser, der peger i en retning af en forviklingskomedie. En forviklingskomedie blottet for humor.
Filmens stil er præget af rappe kamerabevægelser og hurtige klipninger, der effektivt går i tråd med de underliggende techno-rytmer. Det var lækkerier for MTV-generationen, da film som ’Snatch’ og ’Rub, Stub og To Rygende Geværer’ lukkede op for årtusindeskiftet med disse filmiske virkemidler par excellence. Men siden har der været adskillige handlingslammede gangsterkomedier, der udtryksmæssigt ligger midt i mellem ’Snatch’ og ’51st State’. Dette er en af dem. Der fornemmes et halvhjertet forsøg på at bortlede opmærksomheden fra en, mildest talt, mislykket, intetsigende handling. Det lykkes ikke. Plottet er drænet for substans og spænding. Det er rodet og usammenhængende. Det er platte og klichéfyldte dialoger. Det er enerverende. Det er et fantasiløst sammenkog af replikker fra andre mere vellykkede gangsterparodier. Det er en pastiche der prøver at være nyskabende, men på ingen måde er det.
Der er ingen argumenter for, på nogen måde, at føle sympati eller antipati for protagonisten. Hans udstråling er uinteressant, kedelig og ligegyldig. Kan man blot hænge filmen op på en knage, der hedder ’godt skuespil’. Men det er meget langt fra sandheden. Alle facetter af skuespillet er kunstigt og utroværdigt, irriterende og tænderskærende. Men på den måde går det vel meget godt i spænd med filmens ånd?
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
