Skriv en kommentar
Der er film, der går over stok og sten og hvor biljagter, skyderier og andre former for udvendig dramatik ikke kan overdøve udtalt mangel på nerve, nærvær og en vedkommende historie. Og så er der film, hvor landskab og omgivelser i øvrigt emmer af stemning, hvor kameraføringen bevæger sig langsommere end sneglefart – og hvor personerne til gengæld i dén grad kryber ind under huden.
”Still Mine” er baseret på en virkelig historie om Craig Morrison. En canadisk farmer, der ihærdigt prøver at få produktionen til at give tilstrækkeligt udbytte, selv om der langt fra er økonomi til at foretage de fornødne investeringer i udstyr. Samtidig står det stadig mere skidt til med hans kone Irenes hukommelse. Måske Altzheimer, måske demens … I hvert fald en uafvendeligt svækket tilstand, hvor behovet for, at Craig viser omsorg og tager hensyn bliver stadig mere udtalt.
Irene falder på trappen fra første sal, hvorefter Craig straks flytter hendes seng ned i stuen og sætter et mobilt toilet op på verandaen. Samtidig tager han en beslutning om at bygge et mindre hus i ét plan, så Irene hverdag kan blive mere tryg. Denne beslutning bliver imidlertid udgangspunkt for omfattende strid med byggemyndighederne, med Craig og Irenes børn og svigerbørn. Som om det ikke var nok kommer Craig i hvert fald til at begynde med heller ikke overbevisende heldigt ud af det med naboer og genboer, der ikke helt forstår, hvorfor Craig trodser byggemyndighederne.
Craig bliver stillet over for hele 26 kritikpunkter i byggeriet, for eksempel manglende dokumentation for kvaliteten af det anvendte træ og ikke mindst mangel på en godkendt plan for byggeriet. Craig har imidlertid som gammel håndværkskyndig farmer projektet i sit eget hoved og ved nok, hvordan det formes og se ud.
Der er måske dem, der ku’ finde på at se historien som et politisk statement om, hvordan offentlige myndigheders regler og reguleringer begrænser den personlige frihed. Jeg ser nu mere ”Still Mine” som historien om Craigs dybe, dybe kærlighed til Irene og om en så godt som grænseløs og efter godt 60 års samliv usvækket kærlighed. En følelse og en omsorg så stærk, at den selvsagt kolliderer med en myndighedstankegang, der ikke er gearet til at levere, hvad der ellers tit og ofte af offentlige myndigheder bliver omtalt som ”… en konkret vurdering i det enkelte tilfælde”.
”Still Mine” er hele vejen igennem aldeles udramatisk – når man ellers ser bort fra, at Craig finder Irene, da hun er faldet på trappen – og da Craig hæver stemmen over for genboen Chester. Alligevel bidrager tankerne om livets efterår og hvordan det kan leves så nærværende og smukt som overhovedet muligt til en særlig intensitet, som bliver hjulpet smukt på vej af Geneviève Bujold som Irene samt først og fremmest James Cromwell som Craig. Cromwell er først og fremmest kendt for alt andet lige sekundære roller i diverse film og TV-serier men træder i dét grad i karakter i rollen som Craig.
Det smukke landskab i New Brunswick spiller en vigtig rolle for filmens rolige men alligevel intense udtryk. På samme måde lægger den sarte baggrundsmusik det sidste finishing touch på en film, der gør én langtidsvirkende varm om hjertet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Koch Media.
