Skriv en kommentar
Hvordan er det nu lige, babyer bliver til? At storke står bag leveringen af babyer er en gammel og nuttet myte, som de kære voksne kan fortælle deres indimellem lidt for spørgelystne børn. I den computeranimerede familiefilm, Storkene (2016), af Nicholas Stoller og Doug Sweetland sættes der for alvor billeder på denne fabel. I filmen er sandheden blot den, at storkenes babylevering er fortid. Den globaliserede nutid har nemlig erstattet storkenes erhverv med noget så fantasiforladt som ganske almindelig – men effektiv! – Amazon-inspireret pakkelevering.
Storkene er opbygget som en krydsfortælling, hvor vi følger handlingens udspil i skiftevis storkeland og menneskeland. I storkeland møder vi den hårdtarbejdende leveringsstork, Junior (Jon Lange), der har næbet rettet mod forfremmelse hos den globale internetgigant, Cornerstore.com. Det eneste, han skal gøre, er at fyre (undskyld, fritstille) det forældreløse og eneste menneske i storkeland, Tulle Forældreløs (Marie Tourell Søderberg). Intet i den proces går som planlagt, og pludselig står både Junior og Tulle som medskyldige i produktionen af en baby i den ellers nedlagte babyafdeling. Plottrådene i storke- og menneskeland føres sammen af den familie, der har bestilt den baby, som Junior og Tulle nu bevæger sig ud på en længere dannelsesrejse for at få leveret. Noah (Lucas Lomholt Eriksen) lever i menneskeland og drømmer om at få en lillebror med ninjaevner. Det er rent held, da Noah finder en gammel flyer for storkenes babyvirksomhed og med det samme bestiller en. Noahs forældre er nemlig inkarnerede (og Pixar-inspirerede!) workaholics, der prioriterer deres gabende kedelige ejendomsvirksomhed over alt andet.
Man kan ikke undgå at forelske sig en lille smule i den lille Noahs selvrefleksivitet, der er udgangspunktet for nogle af filmens mest intelligente replikker. Børn kopierer den voksensnak, de efterhånden mere eller mindre konstant bevidner. Det samme gælder den kære lille Noah, der således pludselig synes at agere 'lille voksen'. Et eksempel er, når Noah konstaterende fortæller sin far, at det vil føles som mindre end et blinks tid, før han pludselig går på college - en indirekte måde at fortælle faren, at han skal huske at værne om det bånd, der etableres imellem en far og hans søn i løbet af barndomsårene. Det er i dialogen imellem Noah og hans forældre, at filmens opfordring til forældre om at bruge mere tid med deres børn står skarpest.
Det er en skam, at Noah, der tilhører filmens subplot, er mere underholdende end storken, Junior, der tilhører filmens hovedplot. Enten er storkene bare ikke dyrerigets sjoveste. Eller også er forklaringen den, at skaberne bag Warner Animation Group – der ellers stod bag den succesfulde og top-originale The Lego Movie (2014) – ikke formår at sælge storken som en sympatisk karakter godt nok, her især den ellers i bund og grund godhjertede Junior.
Ret skal nu alligevel være ret. Stort set alle karakterer udenom storkene besidder en vis underholdningsværdi. Hertil hører en ulvebande, der som legoklodser på forunderlig vis kan transformere sig til alt fra en undervandsbåd til en flyvemaskine. Dette danner rammen om nogle af filmens mest uforglemmelige scener. I storkeland finder vi derudover den storhedsvanvidsramte fugl, Due Fedteberg (Martin Buch), der er så morsom, at han fortjener sin egen spin-off film. Due Fedteberg er en socialt akavet due med rød toupe, der forsøger at mingle med de andre storke ved brug af slang som ”what up?” og ”brow”. Der har I, Warner Animation Group, åbenbart opskriften på en ekstremt holdbar karakter.
Det kan godt være, at myten om storkenes babylevering er nuttet, men storken i sig selv er desværre hverken nuttet eller specielt sjov, og det koster filmens helhed dyrt. Derudover har Storkene den lille kausalitetsbrist, at den aldrig fortæller os, hvordan babyer bliver til, når storkene ikke er der til at producere dem. Formentlig er det et så farligt territorium, at Stoller og Sweetland har valgt den lette udvej ved slet ikke at beskæftige sig med det. Det ændrer desværre ikke på det faktum, at det dels kan irritere den opmærksomme voksne seer, og dels kan gøre de nysgerrige yngste endnu mere nysgerrige.
Så se blot ovenstående som en opfordring til at tage jer i agt, kære forældre. Når de sidste rulletekster fra Storkene har passeret biograflærredet, vil de mindste sidde spekulerende tilbage, idet de fortsat ikke kan få fantasi og virkelighed til at hænge sammen. Da vil spørgsmålet om babyers egentlige tilblivelsesproces unægteligt lyde. Bare lige så I ved det.
