Skriv en kommentar
Stranger by the Lake foregår udelukkende omkring en sø i Frankrig, hvor en masse homoseksuelle mænd mødes, svømmer, tager sol og knalder sådan lidt på kryds og tværs. Stedet er altså det, man kalder for et crusing spot. Her møder vi Franck (Pierre Deladonchamps), en ung, flot fyr, der er blevet lun på Michel (Christophe Paou), en lidt ældre mand med det mest overbevisende overskæg siden Freddie Mercury. Franck fornemmer, at Michel kan være en farlig mand, men passionen er stærk, og han indleder et forhold til ham, trods advarsler fra Francks ven Henri, der fra sin observerende plads længere nede ad bredden har et andet udsyn end Franck.
Med på en kigger
Lad det være sagt med det samme; dette er en bøssefilm med en masse eksplicit og detaljeret sex. Hvis man finder det overskridende, er dette nok ikke filmen, man skal se på det store lærred (men på det lille er det måske nemmere at håndtere). Selvom sexscenerne måske ikke er lige så lange som i Adeles Liv (2013), så er de forholdsvis dominerende, og der er mange af dem med mange forskellige mænd. De er dog ikke det eneste, filmen handler om og det er der heller ikke uden grund.
Filmen bygger nemlig på et vis element af voyeurisme. Nogle af søens gæster kommer der fx for netop kun at kigge (på), og det er accepteret og anerkendt af de andre på samme måde, som en film accepterer og anerkender sine tilskuere. Desuden observerer Franck noget om Michel, og Henri observerer noget om Franck og sådan ser alle i filmen noget, hvad enten de siger det eller ej.
Helt sin egen
Stranger by the Lake er en ret langsom film, og den er omhyggelig og konstant i sin opbygning og fremvisning af det mikrokosmos, som den lukker os ind i, og som de fleste af os nok ikke har set indefra før. Den kører på sine egne præmisser og har nærmest ingen afvigelser fra sin stil. Samtidig er det faktisk ret svært at sige, hvilken genre, den gerne vil være, der den plukker lidt her og der af forskellige virkemidler, lidt thriller, lidt dogme, lidt Wood Allen…
Personligt blev jeg aldrig helt grebet af karaktererne, muligvis fordi man netop kun får lov til at se dem omkring denne sø i dette afskåret stykke af verden, og det virkede ikke helt som nok til at blive knyttet til dem. Omvendt fortjener filmen stor ros for at være tro mod sig selv og være så ærlig over for både de mennesker og det emne, den fremviser, men også overfor os som tilskuere, hvad enten man så synes det er grænseoverskridende eller ej.
