Skriv en kommentar
I en galakse langt, langt borte.....
Hvor freden er kommet for at blive. Måske.
Mario (Pilou Asbæk) og Luigi (Cyron Melville) har slået sig ned og får det bedste ud af deres fritid.
De har endelig fået ro.
En hverdag.
Et liv, der ikke kræver ildkugler, flyvende skildpadder eller gigantiske skurke med temperament.
Men ro er en luksus, der sjældent varer længe i Marios verden.
De har såmænd fået selskab af den grønne sympatiske Yoshi, som kan få enhver til at smelte.
Pludselig rammer et nødråb — et mystisk, næsten smertefuldt ekko fra rummet.
Et kald, der afslører noget, ingen havde set komme:
Prinsesse Rosalina er blevet bortført, og det skaber kaos, og afsløringer om Prinsesse Peachs fortid.
En fortid, hun aldrig selv har forstået, der nu truer med at rive galakser fra hinanden.
Luma'erne skriger efter hjælp, og hjælpen er på vej.
Vi skal redde Rosalina fra tortur og fra at miste de magiske kræfter inden det er for sent.
Bowser er tilbage.
Selvfølgelig er han det.
Denne gang i en fredelig og mindre udgave, midlertidigt.
Men han har en plan, som ikke bare er stor — den er intergalaktisk.
Han har fået en makker, en mikro makker så at sige, som med (fælles) styrke truer freden.
Midt i kaosset står Peach.
Ikke som en klassisk prinsesse i nød, men som en brik i et større mysterium.
Hun er ikke én der bare kigger på mens andre løser gåder og hopper rundt mellem galakserne, hun tager fat.
Hendes ukendte fortid bliver filmens motor — og dens hjerte.
Filmen leger med tyngdekraft, farver og fysik, som om Universet selv er blevet en legeplads.
Planeterne er små kunstværker.
Nogle er kaotiske.
Nogle er smukke.
Nogle er så mærkelige, at man kun kan grine — og det er meningen.
Men det er relationerne, og de små dybe øjeblikke der bærer filmen.
Og det fungerer, både for børn og voksne.
Mario og Luigi.
Heltene der bare prøver at gøre det rigtige, selv når de ikke aner, hvad det rigtige er.
Og så er der de nye venner.
De uventede alliancer.
Små kærligheds hints.
Instruktørerne ved, hvad publikum elsker.
Og de tør tage Mario ud af komfortzonen uden at miste sjælen i det, der gør universet så elsket.
Nintendos Mario er en kulturarv, der bliver givet videre til den nye generation på den helt rigtige måde.
Musikken er storslået. Animationen er overdådig.
Det er lige den slags film man skal tage børnene med ind og se denne Påske.
Lad logikken blive hjemme for en stund.
Tænk i svampe, firkantede kasser, og alt muligt andet der højst sandsynlig ikke giver mening.
Visualiser det ikoniske overskæg, de røde og grønne overalls, og ikke mindst titelmelodien som vi alle husker fra barndommen.
Det er "a walk down Memory Lane".
Indrøm det.
Du er allerede i gang.
God fornøjelse.
