Skriv en kommentar
Parforholdet er i fokus i Jonatan Spangs nye film
Talenttyven, som desuden også mærker hans debut som spillefilmsinstruktør. Mark (Casper Crump), der har været kæreste med Laura (Mille Lehfeldt) i over 10 år, er en del af det fallerede boyband ”The Heartbreak Hotel”. Sammen med makkeren Troels (Jonatan Spang), prøver duoen at kickstarte bandet, men det viser sig, at Mark muligvis ikke har så meget talent inden for musikken, som han troede. Mark er fast besluttet på at teste hans talent med en nyopfundet maskine, der kan måle hvor meget talent et menneske indeholder. Men efter besøget hos opfinderen Aslan (Nicolas Bro) finder Mark og Laura ud af, at Mark har omtrent så meget talent som en amøbe og at Laura praktisk talt er et geni. Marks jalousi vil inden ende tage, og han er opsat på at stjæle maskinen for at kunne overføre bare en lille bitte smule af Lauras talent til ham. Men maskinen er svær at styre og det er Marks begær for succes også.
Hverdagens banale virkelighed
Jonatan Spang er ikke hvem som helst, han er kendt af store dele af befolkningen som en af vor tids mest anerkendte og elskede stand-up komiker. Med shows som Damer og Jonatan Spangs Familie i ryggen, har Spang bevist sin evne til at påpege humoristiske og ’kreative’ vinkler på hverdagens problemer. Så man skulle tro, at han havde en fair chance for at få en ordentlig filmkomedie ud af projektet. Trods Spangs manglende erfaring inden for den filmtekniske verden, er der ikke en finger at sætte på det tekniske. Man opdager hurtigt hans forkærlighed for macro-montager, primært af hovedpersonens morgenritualer, men hvorvidt man bryder sig om dem eller ej, kan man ikke argumentere for, at de ikke er fint lavet. Nej, problemet ligger netop lige i hjertet af det, han gang på gang har bevist han kan – påpege det sjove ved hverdagens banale virkelighed.
Eddersparke mig lige i fissen
Man indser hurtigt, at det kun er de roller, der ikke passer ind i hverdagen, der er sjove. Hvilket er ærgerligt, da det jo netop ikke er Spangs stærke side. Det er helt ude i ekstremerne, det bliver rigtig sjovt, og især to karakterer træder igennem her, nemlig Lauras Mor Susse (Birthe Neumann) og Lauras chef Claus (Frank Hvam). Imponerende er det at karaktererne overhoved fik undertegnede til at trække på smilebåndet, da jeg hidtil ingen respekt har haft for hverken Neumann og Hvams komiske talent. Neumann er ekstrem morsom som den helt hysterisk skuffede mor, der brokker sig over hendes single og (sæddoner-)gravide datter Gitte (Mille Dinesen), som hun gennem diverse sidebemærkninger stempler som tyk lebbe.
Hvam er også sjov som den egentlige meget stereotypiske sexchikanerende chef, der gemmer ikke bare én men to receptionisten under bordet, og som ikke ser et problem i at avisklaske medarbejderne - bare de ikke siger noget til fagforeningen. Et par enkelte gange kan hovedkaraktererne få en til at grine, men det er for det meste også, når de går lidt ud over deres egne grænser, som da Mille Lehfeldt for første gang i karrieren smider den fine facade og råber ”Eddersparke mig lige i fissen!”.
Det fallerede boyband The Heartbreak Hotel, bestående af Crump og Spang, har Spang ved flere lejligheder brugt på tv som reklame for hans film. Men desværre flyder duoen rundt i klicheernes klicheer. Der er ingen refleksion til stede, især med hensyn til de ”kreative” musikvideoer, som kunne have været udført med meget mere elegance og metareferencer.
Det er svært at sige om hvorvidt de fleste punchlines i filmen ville have været sjovere hvis det var kommet ud af Jonatan Spangs egen mund. Men det er endnu mere ærgerligt, at han ikke får lov til at udnytte hans komiske talent, da han har castet sig selv, som filmens absolut mest humorforladte karakter. En mere tør, alvorlig og bitter personlighed skal man lede længe efter i andre danske komedier. Helt basalt ligger problemet dog i at Jonatan Spangs nye film vælger at fokusere på det absurde i hverdagen frem for det banale. En vinkel der ikke falder i min smag, taget Spangs tidligere repertoire i mente.
