Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I 2012 udsendte Seth MacFarlane co. komedien ’Ted’, der med det samme blev anset som årets måske sjoveste film. Ted handlede i bund og grund om to venner, hvem der stod hinanden nær i både tykt og tyndt. Dog havde filmen det twist at venskabet bestod imellem en voksen mand og hans bamse, der kan tale, og endda er lige så grov i munden som en havnearbejder. Ovenpå succesen, skulle der naturligvis laves en toer for publikums skyld – havde jeg nær skrevet. Jeg mener selvfølgelig for pengenes skyld. Instruktør og manuskriptforfatter Seth MacFarlane har endda udtalt, at han ingen planer havde, om at lave en forsættelse, men eftersom storhittet i 2012 indtjente svimlede 550 millioner dollars, kom han på andre tanker. Og dette kan bestemt mærkes på filmen, eftersom jeg hverken finder den god eller sjov. Derimod er den blot en samling billige jokes sat sammen efter hinanden.
I Ted 2 bliver den grovmundede og hashrygende bamse gift med sin kæreste. Forholdet går dog mildt sagt af H-til, hvorfor de selvfølgelig finder en løsning på problemet: At få børn - hvor dumt det end lyder. Dette er dog ikke den letteste sag i verden når man er en teddybjørn, hvorfor Teds bedste ven, John, tilbyder at være sæddoner. Men straks som problemet er løst opstår et nyt. Ted skal nu bevise, at han i juridisk forstand er en person. Han hyrer derfor den uerfarne advokat Samantha til at føre sagen for sine egne rettigheder.
Filmen bliver for en stund reddet af cameos, som fx i supermarkedet, hvor Ted og white-trash konen, Tami-Lynn, arbejder. Her kommer Liam Neeson pludselig op til kassen med intentioner om at købe et morgenmadsprodukt henvendt til børn. Dog er Neeson usikker på om det overhovedet er lovligt at købe dette som voksen, og er som følge deraf bange for at blive skygget på turen hjem. En meget morsom situation, men igen er det kun nok til at trække på smilebåndet.
Skal man finde noget positivt ved filmen, er det uden tvivl samspillet mellem Mark Wahlberg og MacFarlanes CGI-bamse, samt de mange upassende oneliners. Men igen, alt kan ikke reddes på sjove replikker, når det føles som om plottet er skrevet efter et møde med en ordentligt joint. Filmen stritter således i alle retninger, og med en spilletid på godt og vel to timer kunne man med fordel skære mindst en halv time af. Jeg er ikke tilfreds, og har derfor valgt at lægge lige så meget arbejde i denne anmeldelse som jeg føler der er blevet langt i filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
