Skriv en kommentar
Byen er New York. Udenfor lugter der af urin, og mennesker ligger henkastet på gaden. Her ligger den legendariske Times Square-bar der lukkede i 1982: Terminal Bar. Baren er grå, og interiøret er grumset. Klokken to tirsdag eftermiddag er baren fyldt til bristepunktet. Baren var berygtet for at være et af de rå steder, og instruktørens far arbejdede her som bartender i 1972-82. I den tid tog han over 2500 s/h protrætter af stamkunderne: betjenten som blev narkoman, ham som ikke kunne tale, men som drak og røg, bøsser, drags, jøder, skolelæren som langsomt forfalder og drikker sig ihjel. Stefan Nadelmans film er bygget op omkring disse stilbilleder. Men den er dynamisk alligevel. Ved hjælp af tekniske virkemidler som animation, rytmisk klipning og anden digital bearbejdning har den samlede film et flydende forløb,
Terminal bar vandt hovedprisen for bedste kortfilm på Sundance Film festival tidligere på året. Det er forståeligt, fordi filmen er både varmt menneskeligt og nytænkende i formen. Det er en film om storbyens neon lunde og skyggen som tilstand.
