Skriv en kommentar
Det er dagen, hvor Joe Therrian (Cumming) og Sally Nash (Leigh) fejrer deres 6-års bryllupsdag. Han er succesfuld forfatter der nu står for at skulle instruere sin første spillefilm, baseret på en af sine egne romaner. Hun er kendt skuespiller. Og selvom man siger, at hun står model for hovedpersonen i bogen, så har han altså valgt en anden til hovedrollen – Sally er for gammel. Det kan kun give problemer, når han har inviteret hendes substitut (Gwyneth Paltrow). Derudover kommer en hel del andre venner; fx instruktørvennen der ikke kan få den komedie han netop nu er ved at indspille til at fungere, for den kvindelige hovedrolle (Sally) er ikke morsom, og hans kone går konstant på randen af et nervøst sammenbrud efter at have født deres første barn. Gæst og ven af huset er også musikeren, violinisten der ligner Peter Sellers til forveksling og også taler indisk som ham, når han er in the mood, men mest er han nu igen deprimeret over at kvinden i hans liv har forladt ham. Og der er Joe og Sallys sagfører der er bekymret over parrets forbrug – desuden har han lige afsluttet en hushandel for Sally, så Joe og Sally kan flytte til London, Joe ved det bare ikke endnu. Mens sagføreren tager sig af parrets finansielle affærer, tager hans kone sig af parrets, ja nu mest Sallys sociale problemer, og fraråder Sally at få et barn med Joe, han er jo selv et barn. Der er også hans gamle sexede veninde der til stadighed optræder som hans mor. Endelig må vi ikke glemme Joe og Sallys naboer der kun er inviteret for at få lagt låg på nabostridighederne over Joes hund der åbenbart gør konstant. Naboen, der ligesom Joe er forfatter, kan angiveligt ikke skrive for hunden, og har i øvrigt endnu ikke haft succes som forfatter.
Sådan er der så meget og vi ved, fordi vi har set det så tit, at inden natten er omme ser tingene anderledes ud, eller rettere bliver forholdene presset ud mellem læberne og mellem kroppene. Og ligeså lidt overraskende hjælper lidt ecstasy selvfølgelig sandheden på vej.
Ikke desto mindre er der kommet en seværdig film ud af trivialiteterne. Her spilles nemlig gennemgående utrolig veloplagt. Situationerne virker som om de er improviserede frem (hvilket Leigh efter sigende benægter) og overbeviser os næsten om, at her virkelig skrabes godt og grundigt i overfladen. Men kan man overhovedet pille overfladen, glamouren af Hollywood? Selv når døden banker på – og det gør den et par gange i løbet af filmen – er det en del af partyet.
Filmens omdrejningspunkt, der aldrig helt drukner i nattens sandheder, er hunden og barnet. Hvad er det med den hund som efter naboernes mening gør og gør? Den hund som man ikke må tale om for her skal festes og forsones. Og hvad er egentlig Sallys forhold til det barn som hun og Joe efter sigende arbejder intenst på at virkeliggøre. Mens Sally desperat leder i sig selv for at finde ud af om hun vil have et barn, leder Joe desperat efter sin forsvundne hund. Sandheden er vel at hunden gør ligeså lidt som børnene larmer. Og det er heller ikke meningen: gæsternes børn lægges ind i gæsteværelset og hunden løber væk. Om morgenen bæres børnene sovende hjem og hunden kommer tilbage, endda med snoren i munden. Den ”leg” som leges ved The Anniversary Party er hverken børnenes eller hundens, men iscenesættelsens. Løgnen og infantiliteten er altid inden for rækkevidde, også når dyret en sjælden gang vil luftes.
Hvor Vinterbergs Festen, der ligesom The Anniversary Party er skudt i video og også som denne virker bl.a. i kraft af sin improviserende karakter, opererer med en ægthed repræsenteret ved Christian og hans afslørende taler, søger man forgæves efter det samme ved denne her fest. Uanset store (og meget velspillede) temperamentsture og sandhedsøjeblikke er vi i Hollywood; det ægte er gentagelsen: dramaet og det tragikomiske opstår efterhånden som dette party viser sig at ligne alle de andre - i modsætning til i Vinterbergs Festen, hvor Christians tale-gentagelse blotlægger noget ægte, noget sandt. Men denne film ligner ikke alle de andre. Leig og Cummings instruktørdebut er en lille perle der havde fortjent en biografpremiere og efterfølgende DVD-udgivelse i Danmark (filmen er i øvrigt udgivet på DVD i USA, med masser af spændende feautures).
