En alenlang titel som samtidig indeholder den ultimative spoiler. Sådan skaber man opmærksomhed! Jesse James har i den almindelige bevidsthed naturligvis ry for at være en af de vederstyggeligste bad guys fra det vilde vesten, men hans nedskydning og endeligt har ikke opnået samme udbredelse som hans navn alene.
Den unge Robert Ford, mest omtalt som Bob, bliver medlem af Jesse James’ legendariske bande. Et stort øjeblik for den unge Bob, som i hele sin opvækst har set op til dette ikon. Selvom banden ikke har rent mel i posen, er der en speciel aura omkring det at være inde i varmen. Og jo højere op i hierarkiet man kan komme jo bedre. Bob taler sig langsomt frem som Jesse’s højre hånd, sammen med hans bror Charley. Som handlingen progresserer, overhaler de sågar Jesse’s højtstående familiemedlemmer i den interne hakkeorden, og det skaber splid, mistillid og anger. Banden er så småt ved at æde sig op indefra, og rygter og angst breder sig som en steppebrand. Den berygtede Jesse James mister også overblikket til sidst og tynder lidt ud i bestanden blandt sine egne tropper, hvilket efterlader Bob og Charley i edderkoppens spind i sidste ende. Et spind som der kun er en måde at slippe ud af, som titlen nærmest i sig selv afslører. Filmens afslutning er ikke mindre interessant, for Robert Fords eftermægle er ikke noget at råbe hurra for, selvom han selv troede at han nu ville blive en helt i folks øjne, nu hvor deres tyran var gået bort. Sådan gik det langt fra.
Forvent dig ikke at blive vidne til en film, hvor krudtslam og hu-hej-vilde-dyr er i højsædet. The Assasination Of Jesse James By The Coward Robert Ford – er et langt epos (2 ½ time) med en række fantastiske billeder og et stemningsmættet musikalsk værk (komponeret af bl.a Nick Cave, som også har en lille bi-rolle i filmen til sidst) til at understøtte sindstilstande hos vores pressede figurer. En ualmindeligt interessant film, som følger fint op på western-genren anno nyere tid. Fine skuespilspræstationer fra nye som gamle kræfter. Brad Pitt skelner fint mellem den dystre og sørgmodige anti-helt, mens man kan diskutere om Casey Affleck som Robert Ford egentlig er blot en bi-rolle som han blev Oscar-nomineret for? Han har mindst lige så meget skærmtid som Brad Pitt, og et hav af replikker og gøremål, og er et fund i rollen som sit forbilledes skygge. Barnlig, irriterende, men helvedes udspekuleret… Hvor er det nu lige jeg har set ham før, tænker du måske? Måske de 3 Ocean-film (11, 12 og 13) eller måske den ligeledes Oscar-nominerede film Gone Baby Gone. Gode gamle Sam Shepard (Black Hawk Down, Pelikan Notatet, Swordfish m.fl) spiller Jesse’s bror, Frank. Sam Rockwell (dvd-aktuel i Devil’s Child, men også kendt fra Confessions Of A Dangerous Mind, The Hitchhiker’s Guide To The Galaxy, Matchstick Men) er Robert Fords brormand Charley. Dertil kommer Mary-Louise Parker, Pat Healy, Michael Parks og Ted Levine til at gøre castet komplet.
Til gengæld er der ikke meget stjernestøv over instruktørnavnet. Andrew Dominik ringer ikke den store klokke hos mig, men da filmen her også blot er hans anden (den første fra 2000), så synes jeg nærmest at jeg er lovligt undskyldt. Omvendt er der så masser af rutine i maskinrummet. Producerteamet består ud over Brad Pitt af selveste Ridley Scott (Gladiator, Blade Runner Kingdom of Heaven m.fl) og Tony Scott (Top Gun, True Romance, Fjenden I Dybet, Man On Fire m.fl) og når man så isoleret ser på Assasination…, så betvivler jeg at Andrew Dominik møder lukkede døre fremover.
Skal man hive et lille kritikpunkt frem, så er det en lind strøm af dialog som får filmen til at stå i stampe i perioder. En modarbejdende part a la det man oplevede på samme vis omkring den ellers lige så fremragende There Will Be Blood. Men guf for øjet er der i hvert fald rigeligt af, men hører du til typen som bare skal have action, så er det nok bedre at se om ikke Dolph Lundgren, Steven Seagal eller Van Damme har udgivet noget på det seneste i stedet?
Filmen indeholder intet ekstra materiale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..