Skriv en kommentar
Judd Apatow producerede komedier har altid holdt et nærmest uhørt højt niveau. "The 40-Year-Old-Virgin" (2005) var oprigtig og dybfølt, "Superbad" (2007) var hylende morsom, og så var der "Bridesmaides" (2011), som bød på særdeles veloplagt humor fra bl.a. Melissa McCarthy og Kristen Wiig, som også selv var med til at skrive filmen. Men nu har han kastet sin kærlighed på Kumail Nanjiani's og Emily V. Gordon's selvskrevet manuskript, som er løst baseret på deres egen virkelige kærlighedshistorie. Kumail Nanjiani spiller sig selv i filmen, hvor imod Zoe Kazan er blevet castet som Gordon, og i instruktørstolen finder vi Michael Showalter, "The Baxter" (2005). Filmen er en af de bedste romantiske komedier, der længe er set, og det er ikke mindst takket være Kazan's og Nanjiani's strålende kemi.
Imod alle odds
Da den upcoming stand-up komiker Kumail møder Emily efter et stand-up show, ender de to hurtigt i seng sammen. Men da det viser, at der er potentiale til mere end blot et one night stand, får de fluks følelser for hinanden, og det viser sig, at de har fat i noget ægte sammen. Problemerne ligger dog og lurer i baggrunden, da Kamail's pakistanske familie har andre planer for ham, og hans vedholdende og konservative mor vil have ham til at indgå i et arrangeret ægteskab med en pakistansk kvinde. Alt ændrer sig dog drastisk en dag, da Emily bliver ramt af en ukendt sygdom og bliver indlagt på hospitalet. Nu må han se hendes forældre i øjnene, der ikke har fået det bedste førstehåndsindtryk af ham, samt forsøge, imod alle odds, at redde Emily.
Rørende og ægte autenticitet
Det faktum, at filmen er baseret løst på Gordon's og Nanjiani's forhold, gør ikke filmen mindre god. Det skaber en rørende og ægte autenticitet, og manuskriptet er simpelthen så godt skrevet, at man virkelig lever sig ind i filmen. Der er både plads til vittige samfundskritiske replikker om 9/11, fremmedhad, integration og multikulturelle forhold. Man føler med disse mennesker, med Emily og hendes alvorlige sygdom, med forældrene og deres måde at håndtere den stressede og overrumplende situation på, og selvfølgelig Kamail, der hovedkulds kaster sig ind i kampen imod sygdommen, da han finder ud af, at han elsker Emily. Manuskriptet er faktisk så godt og så originalt, at der meget vel kunne ligge flere priser og vente på filmen til næste år.
Blændende skuespil
Kamail Nanjiani skal selvfølgelig "bare" spille sig selv, hvilket i princippet også kan være en stor nok udfordring. Men han udviser kæmpe overskud i rollen og er fuldstændig fantastisk. Han kan gå fra direkte og præcise comedy replikker til de autentiske og rørende scener, hvor han grådkvalt skal forsøge at tale til Emily, der ligger i koma. Zoe Kazan har bestemt også en udfordrende rolle i form af Emily Gordon (i filmen hedder hun Emily Gardner), men hun besidder så meget charme og så troværdige følelser, samt en unægtelig følsom kemi med Kamail, at deres forhold på lærred, bliver en troværdig afspejling af Gordon's og Nanjiani's virkelige forhold. I rollerne som Emily's forældre, Terry og Beth, er Ray Romano ("Everybody Loves Raymond") og Holly Hunter ("Batman v Superman: Dawn of Justice") utroligt veloplagte, og parrets kemi er ligeså rørende, som de to forældres uomtvistelige kærlighed til deres datter. Terry's akavede, men bedårende mand-mand samtaler med Kamail er vidunderligt sødmefulde, og Beth's langsomme accept af Kamail rører én helt ind i hjertet.
Over hele linjen en perfekt romantisk komedie
"The Big Sick" er over hele linjen en perfekt romantisk komedie og undgår med let elegance alle de fælder og klichéer, som de fleste andre film indenfor denne genre falder i med et ordentligt pladask, men tilføjer tværtimod noget nyt og forfriskende originalt.
