Skriv en kommentar
Det er helt forkert! Ikke selve filmen, men måden den er en romantisk komedie på.
The Break-up har fået den bedst mulige publicity en film kunne ønske sig. Ikke alene er Amerikas største TV-stjerne Jennifer Aniston med i hovedrollen. Alle kender hende som Rachel i Friends og selv om hun har fået et slags filmisk gennembrud for år tilbage, så hjælper det på sagen, at hun er tidligere Mrs. Pitt og har været hjemsøgt at tabloid-pressen siden parret gik fra hinanden officielt for et år siden. Dernæst er der selvfølgelig Anistons nye kæreste Vince Vaughn, en overset og ikke just førsteelskende skuespiller, der for få uger siden har friet til Aniston. På den måde har filmen allerede tjent pengene ind, fordi mange vil finde den konstellation interessant.
Sådan begynder filmen faktisk også. Med at alt er fryd og gammen. Vi piskes igennem et lykkeligt forhold, der er fortalt i anslaget på polaroid. Og så begynder filmen med et brud. Vince Vaughn er den lukkede Gary, der har et optimistisk og humoristisk sind, der får ham til at fremstå som Mr. Right i både karriere og privatliv. Han elsker baseball, PlayStation 2 og sit arbejde som tur turguide i Chicago. Kæresten Brooke (Aniston) er mere sofistikeret af baggrund. Hun er kunsthistoriker og sælger malerier fra et meget prestigefyldt galleri. De forstår ikke hinandens interesser, men alligevel svinger det tilsyneladende godt … Indtil tingene kommer på bordet. Det er den samme snak som altid. Han påskønner ikke hendes arbejde og hun forstår ikke hans frihed. Det smukke forhold fra indledningens polaroider må ende. Og hvordan finder de så tilbage til hinanden igen. Det er selvfølgelig hele filmens pointe, idet vi har at gøre med en romantisk komedie – om end at en lidt ukonventionel slags.
Alle konventionerne er ellers på plads i Chicago-condoen, hvor Gary og Brooke har indrettet deres brogede sammenspil. Der er gode venner, familie, der ikke enes og de særprægede sidekicks. Gary har sammen med sine brødre åbnet et guide-selskab, der vil overtage alle turistrundvisninger i Chicago. Han er af polsk afstamning og det forklarer måske den lidt reserverede følelse, der findes mellem brødrene. Den ansvarshavende storbror, Dennis, er pragtfuldt portrætteret af Vincent D’Onofrio, som man aldrig glemmer fra Full Metal Jacket. Kluntet og berøringsangst prøver han at forstå sin broders kvaler.
Sammenspillet med Aniston og Vaughn er således også i særklasse. Det er på højde med Hanks/Crystal og Ryan i de gyldne dage. Brooke-karakteren er blottet for Rachel-konnotationer, hvilket virker godt. Hun er følsom, eftertænksom og har ingen særlig neurotisk-humoristisk side i sin karakter. Hun er faktisk den perfekte kvinde også efter hun får foretaget en Telly Savales, som har med voks at gøre og fører til en meget omtalt nøgenscene. Gary er verdens rareste mand, når først han får åbnet op for følelserne. Men stædigt som et æsel er han desværre også. Og her har vi hele situationen i en nøddeskal. De to må gå fra hinanden, selvom de elsker hinanden og fordi de ikke taler samme sprog. Men der må komme mere til i filmen, tænker man. En overraskelser, nogen der gør en forskel! Det gør der bare ikke. Der er intet nyt under solen og den romantiske og dramatiske skarphed er bestemt til at overse, selvom filmen til tider minder om huslig borgerkrig
Filmen mangler altså et ben at stå på. Er det drama, melodrama eller romantiske komedie. Hverken eller både og. Det bliver lidt rodet i udtrykket og man sidder længe og venter på en slags forløsning, som aldrig kommer.
Helt suveræner er dog Vaughn og Aniston i hovedrollerne. Vi håber deres kommende ægteskab må blive bedre end denne film!
