Skriv en kommentar
“The Brutalist” er episk, cinematisk og et stemningsfyldt værk, hvor handlingen åbnes med en ouverture af lyse og mørke ambiente lyde som en kakofoni. Det instrumentelle lyddesign fungerer som filmens underlægningstema i filmens akt 1:”The enigma of arrival” og akt 2: “The hard core of beauty” og afrundes med epilogen: “The first architecture biennale”, hvor det kakofoniske underlægningstema udskiftes med 80’syntheziser instrumentalmusik lavet af den britiske popmusiker Vince Clarke.
Hovedpersonen, en ungarsk jøde og flygtning fra 2. Verdenskrig, László Tóth (Adrien Brody leverer en kraftpræstation) træder ud på en overfyldt togperron på Grand Central Station i New York City og bliver introduceret i en toneangivende og skelsættende sekvens i filmens prolog. Året er 1947. I første ombæring er det svært at se, hvor han befinder sig, da han er omgivet af store menneskemængder og en kakofoni af forskellige sprog, som fremhæves endnu mere af den engelske musiker/komponist Daniel Blumbergs ’rå’ forvrængede toner og buldrende instrumentale partitur med tuba, fransk horn og trompeter, der imiterer et stort dampskib. Prologen kan sammenlignes med den sfæriske, luftige instrumentale ouverture til ”Dancer in the Dark” fra 2000 af Lars Von Trier og Björk, hvor tubaen nærmest båtter som en skorsten på et dampskib for at indikere, at nu er den i havn.
László Tóth bevæger sig gennem den store menneskehorde og presser sig gennem dørene og ud i sollyset, som først blænder ham for derefter at vise et ultranært close-up fra frøperspektiv af Lászlós ansigt, hvor en voldsom strøm af glædestårer løber ned af kinderne, da han ser Frihedsgudinden stå majestætisk og trofast med sin fakkel. Det lykkelige øjeblik har den amr. instruktør Brady Corbet og den eng. filmfotograf Laurie Crawley valgt at fordreje med kameraet. Frihedsgudinden vises på hovedet, øverst i billedet og derefter vises den fra siden. Statuen er aldrig filmet oprejst, hvilket er en genistreg fra instruktørens og fotografens hånd. Visuelt og billedlig talt bliver statuen et skævt symbol på den amerikanske drøm og at drømmen ikke er for alle, men for dem med penge og magt.
Ouverturen prenter sig ind hos publikum og foregriber og varsler, hvad der vil komme af menneskelige hengivne og brutale handlinger i filmens intense, storslåede og billedmættet sekvenser. Kameravinklen med den skæve statue understreges i filmens prolog med et Goethe citat: ”None are more hopelessly enslaved than those who falsely believe themselves free”.
”The Brutalist” er et storslået værk. Kunstnerisk og politisk mestrer værket at lade flygtningestrømmen fra Holocaust lige efter 2. Verdenskrig gå hånd i hånd med det 20.århundredes mest definitive kunstneriske udtryksformer inden for arkitektur (Brutalismen, fr. Béton brut, rå cement) og filmskabelse. I filmen ”The Brutalist” fungerer begge kunstarter som politiske kommentarspor til kapitalismen og kunsten. Begge kunstarter kan være smukke og udrette store ’åndelige’ fornyelser for menneskeheden og begge kan være destruktive og ødelægge al for menneskeheden og være brutale.
