Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En af de udødelige romanklassikere har fået nyt liv i form af en nyindspilning som film. Tidligere film med samme titel har haft en noget omskiftelig hovedrolle som modstykke til hunden Buck, hvis udvikling er selve omdrejningspunktet. I The Call Of The Wild fra 1935 er Buck sammen med en rejsende på vej, som støder på en gift kvinde, som netop er blevet forladt af sin mand. I The Call Of The Wild fra 1992 er Bucks ”menneske” en ung dreng. Først i 1997 (med Rutger Hauer i hovedrollen) får vi en historie som tilnærmelsesvis ligner den samme som den det nu skal handle om. Og her anno 2020, så er det så gode, gamle Harrison Ford, der pryder plakaten som Bucks sidekick. Fælles for alle filmene er dog samtiden i 1890, hvor guldfeberen raser. Dog fylder netop dette knap så meget i denne seneste version, hvor Bucks livsfaser er meget mere udpenslet og giver filmen tyngde, dynamik og adspredelse. Og hvorfor så det?
Jo, første gang vi ser Buck er han en glad og nysgerrig familiehund på en herregård, hvor han godt nok trives, men også driver folk til vanvid med sit overgearede sind. Når Buck giver den gas, så er det lige før at de dyre vaser står i kø til at vælte på gulvet. En dag, hvor Buck har lavet lidt ballade, bliver han bedt om at overnatte på verandaen som straf. Samme nat lokkes han i en fælde af en hundesælger, som tager Buck med langt væk fra de vante rammer. Fra Californiens varme til noget koldere egne, nærmere bestemt Yukon, hvor guldfeberen lurer i folks sind. Her får post-løberen Perrault (Omar Sy – De Urørlige, Jurrasic World) øje på Buck og tænker at den stærke og energiske hund er lige hvad han har brug for i henhold til at nå deadline på sin næste rute. Buck optages i det spand af slædehunde, som skal fragte posten sikkert frem i tide. Perrault er en god og fair herre for Buck, der til gengæld må kæmpe om det interne hierarki i hundeflokken. Specielt lederen Spitz har brugt for at markere sin position overfor Buck.
Det er omtrent her at man giver slip på Buck, som den animerede hund. Til at starte med kan man ikke undsige sig det faktum. Menneskene omkring Buck har meget let ved at kommunikere med Buck, da han er tildelt en masse menneskelige udtryk og stemninger. Det er alt for meget og temmelig urealistisk, men erstattes heldigvis ikke af frustration, men accept af at Buck er noget særligt, og ikke mindst en klog og loyal hund.
Skæbnen vil dog at Perrault på sigt må skille sig af med sit hundekobbel. Postruten nedlægges, da telegrafen skal overtage. Nødtvunget til at sælge accepterer Perrault at hundene overgår til den bistre guldjæger Hal, som ingen midler skyr i forhold til at slide og slæbe på sine nye hunde og nærmest pine dem til at bære et alt for stort læs for egen vindings skyld. Det opdager den sympatiske John Thornton (Ford) som på dette tidspunkt har dannet et bånd Buck. John ender med at befri Buck fra Hals klør og tager ham til sig, efterladende en rasende Hal som ender med at udgøre en trussel for sit nag til John. Først er der dog tid til at se Buck vokse under ledelse af sin fjerde herre, for sammen med John er Buck endelig den frie hund som lever et ligeværdigt liv med sin herre. Dog er der noget der trækker derude i vildmarken.
The Call Of The Wild rejser sig fra at være en gennemsnitlig film til en glimrende og konkret familiefilm, hvor alt unødvendigt er skrællet af og hvor Bucks udvikling fra familietumling til selvstændig leder ikke tager længere tid en hvad godt er. En absolut godkendt debut fra Chris Sanders bag kameraet, og en opløftning i en genre, hvor der bliver længere mellem snapsene i forhold til at skrue en film sammen som kan holde flere generationers opmærksomhed fra start til slut. Jeg tildeler 4 fine stjerner til The Call Of The Wild.
Udgivelsen går desuden i bonusmaterialet i dybden med tanker og visioner for filmens tilblivelse. Ikke mindst arbejdet med at "fremstille" Buck.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney.
