”Filmen som indeholder 1992s størst bevarede hemmelighed”. Sådan blev The Crying Game lanceret i sin tid. Om det var en lille gimmick til at få folk i biffen skal være usagt. Dog er filmen i sig selv en lille perle, så eventuel falsk reklame er helt unødvendig. Dengang var der ganske vidst ikke nogen som kendte Neil Jordan, men The Crying Game lavede i den grad op på det – og siden kastede han sig over En Vampyrs Bekendelser, Michael Collins og In Dreams. En irlænder med ben i næsen, så at sige...
Og lad det være sagt med det samme. Den omhandlende hemmelighed får da også enhver førstegangs-seers kæbe til at ramme gulvet, da intimitetens ro ellers skulle have nået et klimax efter godt en time af filmen. Dog er der mange flere nuancer af hele scenariet. Faktisk er The Crying Game en af de absolut mest komplekse film i nyere tid – og står i dag som en mindre kult-klassiker. Ikke mindst takket være Stephen Reas rolle som Fergus, den lidt forsagte IRA terrorist som bliver sat til at vogte en britisk tilfangetaget soldat Jody (spillet af Forest Whitaker – Blown Away, Panic Room, Platoon, Phone Booth). De to udvikler et højst usædvanligt venskab – på trods af modstand og omstændigheder. Blandt andet fortæller britiske soldat fortæller alt om sin kæreste Dil, mens Fergus lytter aktivt. Ikke alt ånder fred og idyl – da britiske tropper stormer IRA-terroristerne, stikker Fergus og Jody af, blot for at Jody senere bliver kørt ned af sine egne folk. Fergus står nu helt alene tilbage og genoptager flugten. Af evig frygt og egentlig også med formålet om at kvitte IRA skifter han navn til Jimmy. ”Jimmy” opsøger Dil for at fortælle om kæresten Jodys skæbne, men Dil viser sig at være så uimodståelig at ”Jimmy” er i syv sind. Langsomt udvikles thriller-fortællingen til en kærligheds-historie med overraskelser til følge. Samtidig er ”Jimmy” i fare, for ikke alle IRA-folk tænk sig at lade hans forsvindingsnummer gå hus forbi...
The Crying Game leverer mere eller mindre to film i én. Ikke at man så må tillade at sammenligne med From Dusk Till Dawn, men ganske vist også med et knæk cirka midt i filmen. The Crying Game leverer al den suspence og sympati for sine figurer og miljø som man kan tænke sig, og i min verden er det en film som man roligt kan se igen og igen, stadig med samme glæde og spænding og med mulighed for at finde flere lag i herlighederne.
Stephen Rea (som Jordan altid bruger i sine film) og Forest Whitaker får rigeligt med modspil fra Dil (Jaye Davidson – Stargate), Jude (Miranda Richardson – Harry Potter 4, The Hours, Spider, The Phantom Of The Opera, Sleepy Hollow) og Jim Broadbent (Vanity Fair, In The Bedroom, Narnia, Gangs Of New York) og hele stemningen og set-up'et fungerer perfekt akkompagneret af en flot lydside. 14 år efter kan The Crying Game rekvireres på dvd og du kan slet ikke tillade dig at snyde dig selv for denne oplevelse – keep the secret in mind!
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Warner Bros.