Skriv en kommentar
Christian (Paul Schneider) forlod sin barndomsby efter sin mors pludselige død, og han har ikke sat sine ben der siden. 15 år efter skal Christians far Henry (Geoffrey Rush) giftes igen. Denne gang med den noget yngre Anna (Anna Torv), og Christian vender modvilligt hjem for at deltage i brylluppet. Tilfældigt løber han ind i sin barndomsven Oliver (Ewen Leslie), der i mellemtiden er blevet gift med Charlotte (Miranda Otto) og har fået datteren Hedvig (Odessa Young). Det er et glædeligt gensyn, der forener de to venner. Men byens savværk der i generationer har været ejet af Christians familie, og har været det lille samfunds økonomiske grundlag, er nu truet af lukning. Det sætter byen på den anden ende, og får en dybt begravet hemmelighed op til overfalden. Idyllen og glæden ved gensyn trues for alvor, da Christian forsøger at rette på skaden.
The Daughter er inspireret af Ibsens teaterstykke om Vildanden og er tro mod teaterstykkets udforskning af skjulte dimensioner og modsætninger i folks liv, hvor der gemmer sig langt mere end øjet ser. Historien åbner sig langsomt op og afslører dybe mørke hemmeligheder i en fortælling om fortielser, familie og kærlighed, hvor ingen har patent på sandheden, som truer med at rive alt fra hinanden.
Handlingen udspiller sig over bare en enkelt uge, i tågede smukke landskaber hvor fortællingen dvæler langsomt ved udviklingen. Det er nogen gribende enkelt i fortællestilen, og dialogen giver fornemmelsen af ting under overfladen, som ellers er skjult. Det er sælsomt på grænsen til melankolsk og føles lidt som at kigge i et gammelt fotoalbum.
Det er den anderkendte teaterinstruktør Simon Stone, der har skrevet manuskriptet og instrueret The Daughter. Han er en kendt kulturpersonlighed i Australien, og man forstår hvorfor. Det kan godt være at film ikke er hans vandte medie, men det er tydligt, at det er en erfaren herre, der har styr på sit håndværk, der står bag filmen.
Sjældent ser man så mange gennemførte karaktere i en enkelt film, hvor skuespillet er fremragende over hele linjen. Da Christian falder af vandvognen og drikker sig fra sands og samling, er det virkelig en mand i opløsning, der træder frem på lærredet. Hans smertelige deroute er krydret med hævnlysten vrede, der lyser ud af hver bevægelse og antyder, at der under overfladen gemmer sig årelang smerte af skyld, skam og fortvivlelse.
The Daughter har velfortjent vundet flere priser, blandt andet for bedste film, og er en af den slags sjældne filmoplevelser, der lader sit publikum tænke selv. Den antyder uden at udpensle, og lader det være op til seerens fantasi, eller mangel på samme, at udfylde hullerne. Den giver derfor publikums tolkning frit spil, og alt efter øjnene der ser, vil der være forskellige mulige fortolkninger. Som f.eks. anden der følger med hele filmen igennem, først vingeskudt og for såret til at klare sig uden hjælp, og siden (måske) flyveklar igen på stærke vinger.
The Daughter er smuk på en stille, melankolsk måde, der viser hvad smerte og fortrængninger kan gøre ved mennesker, og hvor mange tråde løgne trækker bag sig. Den får de varmeste anbefalinger herfra: Se den og lad dig gribe om hjertet. Det vil du ikke fortryde.
