Skriv en kommentar
Sidse Babette Knudsen og Chiare D’Anna folder sig mesterligt ud i en sansemættet genrehyldest til 70’ernes sadomasochistiske lesbiske sexploitation. Så saftigt kunne man sagtens servere Peter Stricklands seneste fetichistiske ekskursion: som en rød kødret for husarerne. Men straks ville skuffelsen brede sig. For efter ganske få mundfulde bliver oksehøjrebet til støv - bronzebrunt vingestøv fra den sommerfugl, som filmen er opkaldt efter og hvis figur den insisterer på at gøre til sin tematiske og stilistiske hovedpointe.
Det betyder ikke at filmen ikke er forførende. Men hvor 70’ernes pionerer (Jean Rollin og Jessie Franco) serverede egentlig softcore uartighed i en pakke af patter, pisk og læder, og hvor det ikke skortede på den grafiske svulstighed, så er Strickland knap nok pikant. Ligeså lidt blod, der var i han sidste film, Berberian Sound Studio (2012), ligeså lidt røv og patter er der i den her. Filmens støvdrager er stadig tungt behængt, men de er snarere vendt mod de finere fornemmelser end den laveste fællesnævner.
Forholdet mellem Sidse Babette Knudsens indsnørede husfrue, Cynthia, og Chiare D’Annas kysede hushjælp, Evelyn, fremstår i begyndelsen ellers som en klassisk herskerinde-slave relation. Vi ser Evelyn bevæge sig på de samme nåle, der holder skik på husets omfangsrige sommerfuglesamling, når Cynthia gang på gang med en brutal mine diskvalificerer hendes arbejdsindsats og kvitterer med ydmygende straffe. Der går dog ikke længe, før vi sander, at nålene sidder under den andens fødder. Ansættelsesforholdet er ét blandt flere fornedrelsesritualer, som Evelyn minutiøst har forfattet som instrukser til Cynthia i et rollespil, vi fornemmer, at hun længe har kæmpet for at bevare sin indlevelse i. Evelyns ungpige-påhit er udmattende for Cynthia, der er ved at være for gammel til alle alligatorstilletterne, korsetterne og sekretærnederdelene og for blød til alle afstraffelserne.
Der er en udsøgt frygt og smerte i den udmattelse, som Sidse Babette Knudsens leverer med mesterlig nuance og sans for timing, og som Chiare D’Anna besvarer med en tilsvarende porcelænskold urokkelighed. Misforholdet mellem Cynthias frygt og Evelyns begær, er filmens spændingsmotor, der hele tiden hvisker: Dør forholdet, når Cynthia ikke længere kan indfri Evelyns begær?
Strickland feticherer 70’ernes sexploitation. Men han tilføjer den en atmosfærisk sælsomhed, der ligesom Cynthia og Evelyns forhold, er vokset fra sine forbilleder. 70’ernes blodrøde signalfarver og tematiske ligefremhed er erstattet med et væld af naturnuancer; kobberbrunt decouperer sig oven dybsorte skygger, som lurer mellem de tætte trækroner, der tegner den dekadente parallelverden, som filmen med Nic Knowlands overdådige billedsprog har tegnet til sine figurer. The Duke of Burgundy fremstår allegorisk uudgrundelig, når den afslører at dens verden, udelukkende er befolket af kvinder, som udelukkende interesserer sig for sexuelle feticher og sommerfugle. Ligesom natsværmere flagrer de rundt i mørket, i deres kapper, på deres cykler med deres stormlygter, når de ellers ikke fylder områdets institut for entomologi, der på sigende vis lukker om vinteren. Ligesom i Berberian Sound Studio indhyldes filmuniverset i et lydtapet med en svimlende trådtælling. Vindens hvisken, blander sig med sommerfuglenes signaturlyde, trægulvenes knirken, sæbeboblernes bristen, stilletternes tappen og et æteriske soundtrack, der svæver henover lydteksturerne, og vækker minder om Julee Cruises “Nightingale” fra Twin Peaks.
Nej, The Duke of Burgundy serverer ikke blodrødt kød, men derfor er den langt fra blodfattig. Filmen er en højspændt æstetisk fornøjelse, tykt draperet med psykologisk spænding og et uhørt lyd- og billedemæssigt overskud.
