Skriv en kommentar
Han er doven, han er madglad og alligevel har katten Garfield været i folks hjerter siden 1978. Det har ledt til flere tegneserie, film og videospil om dette dovne kræ. Denne gang kommer endnu en spillefilm, hvor Garfield skal forsøge at genforene sig med sin far.
Den lasagne-glade kat, Garfield ( Simon Juhl) elsker mad og hader mandage. Han lever sit perfekte liv med hans menneske, Harold ( Simon Bennebjerg) og hunden Futte. Alt bliver dog vendt på hovedet, da Garfields forsvundne far, Viggo ( Bjarne Henriksen) pludselig dukker op efter mange års fravær. Det bliver Garfields vildeste eventyr indtil videre, som sætter den forkælende indendørs kat på udfordringer.
Det er sådan set vildt, at denne kat fortsat er i live. Den burde være død nu, af at stoppe sin krop med alt den mad, da det er yderst sart for en kats mave. Dog er det nok ikke dette, som tegneserien-skaberen havde Jim Davies i mente, da han for mange år siden, så de mange hunde, der herskede på tegneseriesiden. Derfor skabte han en karakter, som på mange måde minder meget om mennesker. Vi er nok også en smule dovne, selvcentreret og sultne.
Tiderne har ændret sig, og dette ser også tydeligt i denne filmversion. Teknologien er blevet en stor andel i Garfield overforbrug, hvor det ikke blot er lasagne, der fylder hverdagen, men så mange andre ting. Det er måske at fjerne fokus helt fra den lasagne- elskende kat, da der sker så mange ting på én gang.
Der er fuld fart over feltet, hvor animationen også får alt, hvad den kan. Noget, som er set meget i de seneste animationsfilm, hvor alt skal gå hurtigt, være sjovt og, så skal der være visuelle flotte billeder. Dette er der bestemt også i Garfield, men det virker blot som en abstrahering fra, at der endelig ikke er særlig meget spændende historie at fortælle. Selvom forholdet i mellem Garfield og Viggo er meget sødt, så bliver der også meget firkantet fortalt, og det er desværre noget, vi har set mange gange før.
”The Garfield Movie” tilføjet intet nyt eller spændende til den lasagne-elskende kat. Der er fuld fart over feltet med slap-stick jokes, men dette er ikke nok til at gøre fortællingen særlig spændende eller original. Simon Juhl er sådan set meget god som den fede, dovne kat, men tager også lidt tilvænning at høre Garfield som teenager, i stedet for gammel, doven kat, som vi kender ham.
