Skriv en kommentar
Hotellet The Grand Budapest er i allerhøjeste og underligste grad hovedpersonen i vores forviklede fortælling. Efter et par rammefortællinger (nok en enkelt for meget) sættes filmen i gang, hvor den centrale er historien om den ældre Zero Mustafa (F. Murray Abraham), der ønsker at fortælle om sit liv til en ung spirende forfatter (Jude Law).
Consierge udover det sædvanlige
Vi møder den unge Zero (Tony Revolori), da han just er sat i lære som lobbydreng på The Grand Budapest Hotel i det europæiske land Zubrowka. I tiden mellem de to verdenskrige har hotellet sin storhedstid, hvilket især skyldes den forfængelige, men legendariske, concierge Monsieur Gustav H (Ralph Fiennes).
Gustav har et helt ”særligt tag” på de ældre kvindelige gæster, så da en af hans darlings, Madame D, bliver myrdet, testamenterer hun ham et uvurderlige maleri til stor forargelse hos Madames efterladte familie. I samme omdrejning bliver han dog sigtet for mordet, så herefter går den vilde jagt over og under de europæiske tinder.
Djævelskab forvandlet
Wes Anderson har uden tøven beriget filmverdenen med endnu et storslået eventyr. Hotellet The Grand Budapest danner ramme om et i sandhed eventyr med ikke så åbenlyse helte men meget karikerede skurke.
Fiennes har formået at tage sit djævelske udtryk og forvandle det til den mest bedårende af Andersons karakterer nogensinde. Monsieur Gustav H. er ikke til at sætte i bås; han er vores pertentlige, dobbeltmoralske antihelt, men vil uden tvivl blive elsket af alle.
Stjernespækket eventyr
Altid i hælene på ham er lobbydrengen Zero, spillet af den skønne Tony Revolori, der kæmper en brag og underholdene kamp med Fiennes om spotlyset. Forholdet mellem de to consierger er i sig selv nok til at unde sig at se denne stjernespækkede fortælling.
Men man skal heller ej forglemme, at når Anderson sætter en film på plakaten, følger mindst et dusin funklende stjerner efter ham. Anderson har i de sidste mange år samlet en skare af højt respekterede skuespillere, man kan i flæng nævne Bill Murray, Edward Norton, Owen Wilson, Bob Balaban, listen fortsætter...
For hvem kan sige nej til Wes Anderson? Selv kæmpe stjerner castes til bittesmå roller, hvilket gør at alle biroller huskes klart og tydeligt efter deres spektakulære, dog kortvarige, visit i eventyrets gang.
Dukketeater på film
Hotellet ligner noget taget ud af et dukketeater og ligeledes gør billederne, der er fyldt med pastelfarver, tandpastasmil, glimtende øjne og krystal-hvide bjergtinder.
Man får sjældent et øjeblik til at tænke sig om, og det er herligt! Handlingen flyver elegant af sted, men det er også når den taber fart, at filmen skrider. Groft sagt har Anderson lavet endnu et underligt projekt, der let kan sammenlignes med hans forrige.
Men selvom Andersons seneste film kan virke som endnu et navlepilleri-projekt, er hans fortællingerne så komplekse, at man tror det er løgn. Andersons type af film ses ikke andre steder og det er også derfor, at de altid formår at virke som et frisk pust mod strømmen.
The Grand Budapest Hotel hører til blandt Andersons absolut største værker. Tempoet er højt, stemningen munter og vigtigst af alt er fortællingen sprælsk som en (pastelfarvet) fisk!
