Skriv en kommentar
I 1930'ernes Japansk-besatte Korea bliver den unge og fattige pige Tamako ansat som tjenestepige for den japanske rigmandsdatter Hideko, som bor på en stor og smuk landejendom med sin gamle, dominerende onkel, som hun skal giftes med. Som publikum får man dog hurtigt at vide at Tamako i virkeligheden hedder Sookee, og arbejder som lommetyv som en del af en større svindlerhandel der sælger hælervarer. Her arbejder hun for Grev Fujiwara, en storsvindler som har fået Sookee ansat som tjenestepige på godset, så hun kan hjælpe ham med at snyde rigmandsdatteren, for selv at få del i hendes familieformue. Dette viser sig dog at være svært for Sookee, da hun betages af den smukke Hideko og langsomt forelsker sig i hende.
Visuelt gennemført og overraskende karakterer
Dette er blot udgangspunktet i et storslået kærlighedsdrama i tre dele, som gang på gang overrasker og snyder en, ved at vise historien fra forskellige karakterers synsvinkel. Man finder hele tiden ud af nye ting om karakterne, de overrasker og viser nye sider, og ingen er som de ser ud til at være, da alle snyder og forråder hinanden for at få det som de vil have det. På trods af de mange overraskende plottwists har historien dog heldigvis stadig en fin og inderlig menneskelig kerne, og man bliver som publikum i høj grad følelsesmæssigt involveret i karaktererne.
Filmen er baseret på bogen Fingersmith, skrevet af Sarah Waters i 2002, men Park Chan-Wook har ændret en del på historien, ved bl.a. at flytte handlingen fra det viktorianske England til 1930'ernes Korea. Det britiske kan dog spores på enkelte områder, bl.a. i den store, smukke landejendom, hvor vestlig og traditionel japansk stil begge er tilstede side om side. Filmen er generelt meget flot og visuelt gennemført, de smukke kostumer og landskaber spiller sammen med stramt komponerede billeder og hurtigt klipning, og giver et lækkert samlet udtryk.
Park Chan Wook når han er bedst
Den sydkoreanske instruktør, der for alvor slog igennem med filmen Joint Security Area i 2000, er berømt og berygtet for sine grafiske volds- og sexscener, og for sin tilbagevenden til temaer omhandlende hævn. The Handmaiden er ingen undtagelse, og indeholder både flere rimelig eksplicitte sexscener - bl.a. en involverende en trædukke der hænger ned fra væggen - og enkelte udpenslende hævnfulde voldsscener, selvom der dog ikke er helt så meget vold i denne som i flere af hans tidligere film.
The Handmaiden er samtidig en en meget sensuel film, der svælges især i den sensuelle nydelse mellem de to unge kvindelige hovedkarakterer. Vi ser dem mens de klæder hinanden på og af igen, mens de knapper de utallige knapper op på de smukke kjoler, og stryger fingrene over hinandens bare hud. Det er ren sanselig nydelse så man bliver varm i kinderne.
The Handmaiden er alt i alt en smuk og dejligt mættende film, og på trods af dens episke store fortælling, flotte og seriøse periodeskildring og svulmende kærlighedshistorie, tager den ikke sig selv for seriøst. Flere steder overraskes man af absurde komiske øjeblikke, en forfriskende sort humor, som gør at filmen ikke bliver tung eller føles lang på trods af sine 144 minutters spilletid.
